Præst og imam vil vise børnene en vej til fredelig sameksistens

I Aarhus-bydelen Gellerup har en præst og en imam bygget en relation, der kan holde til både mediestorm og skiftende politiske vinde. De ønsker især at være et forbillede for børnene.

Da Rasmus Paludan i forsommeren indtog gader og stræder med sine demonstrationer og koranafbrændinger, spredte nyheden sig lynhurtigt på sociale medier, og Niels Hviids børn opdagede eksistensen af den højreradikale politiker og provokatør, inden sognepræsten fra Gellerup Kirke selv var blevet opmærksom på fænomenet Rasmus Paludan. Da han blev klar over, hvor hurtigt Rasmus Paludans videoer spredte sig, blev han bekymret. Ikke mindst fornemmede han, at de fremmedfjendtlige og islamkritiske synspunkter påvirkede mange af de unge med muslimsk baggrund i Gellerup negativt.
”En del unge med etnisk minoritetsbaggrund føler i forvejen ikke, at der er plads til dem i det danske samfund. De føler ikke, at de kan være der med deres identitet og kulturelle og religiøse baggrund. Og Rasmus Paludans demonstrationer er selvfølgelig med til at forstærke den følelse. Så det var helt oplagt, at nogen burde markere en modstand mod det og en solidaritet med de unge, som følte sig ramt,” siger Niels Hviid.
En gruppe fra Gellerup Kirke deltog derfor også, da en nogle borgere i Gellerup arrangerede en demonstration mod racisme og vold, hvor der bl.a. var taler vendt imod Rasmus Paludan.
”Det var meget vigtigt og helt rigtigt, at vi som kirke og kristne helt konkret gik sammen med muslimerne og stod side om side med dem. Det gjorde stort indtryk på mig, hvordan nogle af talerne endda havde overskud til at påpege, at ytringsfriheden betød, at også en person som Rasmus Paludan får taletid og endda har ret til beskyttelse,” siger han.

Fredagsbøn og forskellighed
Khaled Edwan, imam i Fredens Moské i Gellerup, der er en af Danmarks største moskeer, nikker.
”Jeg holdt en tale ved fredagsbønnen, hvor jeg understregede, at politiet beskyttede Rasmus Paludan, selv om de enkelte betjente måske ikke brød sig spor om ham. Men de gjorde deres arbejde. Og på samme måde gør betjentene deres arbejde, når de indimellem har holdt vagt ved moskeen for at beskytte os muslimer. Nogle af de betjente bryder sig måske ikke om islam, men de gør deres arbejde alligevel. Det er sådan demokratiet og retssamfundet fungerer, og det skal vi være glade for,” siger Khaled Edwan.
Han og Niels Hviid har kendt hinanden i en del år og har især i de senere år været i jævnlig kontakt, bl.a. for at arrangere og deltage i forskellige dialogarrangementer i Gellerup. Temaerne ved arrangementer har bl.a. været radikalisering af unge, lov og ret og mediernes indflydelse. Desuden har Gellerup Kirke og Fredens Moské deltaget i fælles indsamlinger til fordel for bl.a. libanesiske børnehaver, et projekt i Somalia og Kirkens Korshærs arbejde blandt fattige i Danmark.
”Vores fælles mål er et skabe et godt samfund med plads til forskellighed. Vores mål er ikke at blive ens, men at leve godt sammen med vores forskelligheder og uenigheder. Dialogens formål er, at vi lærer hinanden at kende ved direkte kontakt i stedet for, at vi læser og hører om hinanden i medierne og får en masse fordomme om hinanden,” siger Khaled Edwan.
Han er 30 år og uddannet sundhedsteknolog, men har desuden – frivilligt og ulønnet – fungeret som imam, siden han var 17-18 år.
”Min far er imam, og religion har altid betydet meget for mig. Jeg kunne recitere hele Koranen, da jeg var 15 år, og da mange synes, at jeg har en god stemme til at recitere Koranen og desuden taler både arabisk og dansk, blev jeg opfordret til at lede fredagsbønnen og holde prædikenen. Det var stort og ret overvældende for mig, da jeg første gang stod over for op mod 1000 mennesker og skulle lede fredagsbønnen og prædike. Men jeg er glad for, at jeg fik muligheden, for på den måde kan jeg være med til at påvirke de unge og huske dem på, at når de er vrede på en person som Rasmus Paludan, nytter det ikke noget, at de retter deres vrede mod alle danskere eller alle kristne,” siger Khaled Edwan, der selv har palæstinensiske forældre og er født i Libanon, men har boet i Danmark, siden han var 3 år.
”Danmark er mit land, og det er her, jeg skal bo med min kone og vores børn. Jeg hører til her, og det har altid været vigtigt for mig, at jeg kan blive respekteret som den, jeg er, og at min religion også møder respekt. Det har været min vigtigste motivation for at gå ind i dialogarbejdet,” fortæller han.

Et ekstra krydderi og en nødvendighed
Niels Hviid på sin side er vokset op i en kristen familie, er uddannet teolog og er gift med en teolog. Han har tidligere arbejdet som leder af den internationale linje på Diakonhøjskolen. Men siden 2007 har han arbejdet som sognepræst i Gellerup i Aarhus Vest, hvor de kristne er i mindretal, og der er i det hele taget er stor religiøs og etnisk mangfoldighed. Han søgte netop jobbet, fordi mangfoldigheden fascinerer ham, og han opfatter det som en naturlig del af sit virke som præst at være i dialog med områdets muslimer.
”Det er en gave, for mine samtaler med Khaled og andre muslimer beriger mig. Det inspirerer mig at få indtryk af, hvordan andre tænker og tror, og det udvider mit perspektiv på livet. Så det er et ekstra krydderi på mit liv og mit arbejdsliv. Men derudover er det også en nødvendighed i et område som Gellerup, for vi skal kende hinanden, hvis vi skal udvikle et godt samfund sammen,” siger Niels Hviid, der selv har tre børn, hvoraf to går i skole, mens en går i børnehave.
”Som muslimer og kristne har vi børn i samme skoler og daginstitutioner, og vores børn skal være gode venner og bygge det her samfund op sammen. Jeg ønsker virkelig for mine børn, at de kan få samme oplevelse, som jeg har, af at mangfoldighed er noget, der gør verden større og beriger deres verden. Derfor bliver jeg også ked af det og mismodig, når jeg møder unge med anden etnisk baggrund end dansk, der føler, at de skal lave sig selv om for at få en plads i samfundet. Jeg hører en længsel hos dem efter at finde et rum, hvor de kan være sig selv, og hvor deres identitet kan være en fuldstændig integreret og legitim del af det danske samfund. Som præst og kirke mener jeg, at vi skal være med til at skabe et rum, hvor vi alle kan stå ved, hvem vi er,” siger han.

Støttemail og julekort
Khaled Edwan tilføjer, at det er vigtigt for ham som imam at være et forbillede for de unge og vise, at man kan stå ved sig selv og sin tro – også de dele af den, der kan opfattes som kontroversiel – og samtidig vise respekt for dem, der har anderledes tro og holdninger.
”Når der har været hærværk mod kirken, har jeg som imam altid gjort opmærksom på, at vi støtter kirken, ligesom kirken har støttet os, når vi har været udsat for hærværk,” siger han, og Niels Hviid  tilføjer, at moskeen har sendt en støttemail, når der har været hærværk mod kirken, ligesom moskebestyrelsen typisk sender julekort til kirken. Det eneste håndskrevne julekort, kirken modtog sidste år, var netop fra bestyrelsen i Arabisk Kulturforening, som driver Fredens Moské.
For nylig deltog Niels Hviid og Khaled Edwan sammen i en dialogkonference i Libanon, hvor religiøse ledere fra Danmark, Libanon, Syrien og Jordan var samlet. Her blev deres venskab og samarbejde præsenteret som et eksempel til efterfølgelse, og de blev bedt om at fortælle om deres erfaringer med og tanker om dialogarbejdet.
”Jeg understregede, at dialogen ikke er målet i sig selv. Det er fint at tale sammen, men det vigtige er, at man lærer hinandens forskelligheder at kende, så man kan leve med forskelle og uenigheder og alligevel støtte hinanden, når det er nødvendigt,” siger Khaled Edwan.

Lisa og Mohammed kan være venner
”Vi insisterer også på at tale om det, der er svært. Mange af de religiøse ledere, vi mødte i Libanon, fortalte, at de ikke turde tale om de teologiske uenigheder. Men det gør vi gerne; vi er begge to ret nørdede med det og er vilde med at tale om fx, hvad vi lægger i begreber som tilgivelse, hvordan vores gudsbillede adskiller sig osv., og det gik op for os, at det nok er ret unikt, at vi kan gøre det helt ærligt og åbent,” siger Niels Hviid og tilføjer: ”De tog billeder af os, som blev lagt på Facebook. At en imam og en præst kunne rejse sammen og have et venskab, som vi har, var lidt af en sensation. Og jeg kan godt se, at det er et stærkt signal til vores børn. Når præsten og imamen kan være venner, kan Lisa og Mohammed i 3.a også være venner.”
Khaled Edwan nikker. ”Når du kender mig og respekterer mig for det, som adskiller mig fra dig, så er der en tillid, som betyder, at relationen kan klare lidt af hvert,” siger han.

Foto af Malene Fenger-Grøndahl.