Børns sygehistorier mejsler sig ind i bevidstheden
Syge børns historier er ikke til at ryste af sig efter reportagerejser i kriselande. Men jeg håber, at historierne rykker noget hos os selvfede danskere, så vi også tager ind, at tusindvis af børn lider og dør i Gaza.
Mødet med lille Monica, der havde fået en splint i øjet, er svært at ryste af sig. Hendes far Leonide havde båret hende i to dage for at komme frem til hospitalet for at få antibiotika. Foto: Svend Løbner.
At rapportere fra fjerne himmelstrøg er blevet min metier. Især Østafrika kalder – for her kan jeg tale sproget og fornemme, hvad folk siger mellem linjerne.
Men det har også en pris at rejse i kriselande. En lille pris i sammenligning med de mennesker, der må leve i fattigdom uden adgang til lægehjælp.
Men alligevel. Deres skæbner mejsler sig ind i bevidstheden, så verden ikke er den samme, når man vender hjem til Danmark igen. Vi er så lukkede, så indadvendte, så vemodige, så optaget af vores egne små problemer, synes jeg.
Børns lidelser er svære at ryste af sig
Det er i hvert fald det, der slår mig i møde de første dage efter at have mødt familier, der lever på et eksistensminimum.
Fx lille Dodo, der faldt i ilden hjemme i familiens fattige hytte. Men som heldigvis får hjælp af Brødremenigheden. Eller baby Monica, hvis splint i øjet truede med at fratage hende synet. Men som nu får hjælp på det afsidesliggende Good News Hospital i Mandritsara i det nordlige Madagaskar takket være forsninger via MAF’s små Cessnafly. Eller 5-årige Francia, der som lille toddler væltede en gryde kogende vand over sig og nu i tre år har levet med brandsår, der har fået arm og bryst til at vokse sammen. Jeg mødte hende i behandlingstelt foran hospitalsskibet Africa Mercy i havnebyen Toamasina på Madagaskar, hvor frivilligt sundhedspersonale fra organisationen Mercy Ships udfører omkring 2.000 kirurgiske operationer årligt.
Håber selvfede danskere ser ud over egen næsetip
Dodos, Monicas og Francias historier er ikke til at ryste af sig. Netop derfor håber jeg, at de også rykker noget hos læserne, så børn og deres familier i fattige kriselande ender med at få hjælp og så deres samfund får støtte og mulighed for at udvikles og give deres borgere tålelige vilkår at leve under.
Men også at åbne øjnene hos os selvfede danskere, så vi begynder at se lidt ud over vores egen næsetip og rækker ud til mennesker i nød. Også herhjemme, når en hjemløs på banegården vil sælge os et eksemplar af Hus Forbi.
Men især børn, når vi ser dem fjerne i blikket, når de isolerer sig i skolegården eller reagerer tilsyneladende helt umotiveret. Herhjemme har vi et velfungerende sundhedsvæsen, men den personlige nærhed og omsorg kan det knibe med.
Her må vi alle træde til. Være nærværende. Og tilbyde støtte og hjælp.
