FN-rapportør: Uden international ret ender samfundet i lovløshed

Palæstinensernes frihedskamp handler om mere end palæstinensernes rettigheder. Det handler om international retsorden, sagde FN’s særlige rapportør om menneskerettigheder Francesca Albanese ved konference i København. For hvor er vi henne, hvis vi ikke anerkender, at det Israel har gang i, er apartheid, krigsforbrydelser og folkedrab?

Kampen for at forsvare palæstinenserne handler ikke blot om Palæstina. Det handler om retfærdighed. Og det påvirker os alle. For uden international ret åbner vi for et lovløst samfund, sagde Francesca Albanese fra FN på en konference.

Francesca Albanese er FN’s særlige rapportør om overholdelse af menneskerettigheder i Israel og Palæstina. Hun lagde ikke fingrene imellem, hvad der i virkeligheden udspiller sig med Israels besættelse, krigsførelse og folkedrab mod palæstinenserne.

For ja, folkedrab kalder hun det, både på baggrund af erklærede israelske motiver for krigshandlingerne, og den næsten totale udslettelse af palæstinenseres livsgrundlag i Gaza.

Netmagasinet Sameksistens var med ved konferencen ”Together for Humanity” (Sammen for menneskeheden/menneskeligheden), der var arrangeret af Europæisk Palæstinensisk Netværk den 11. januar 2025 i København.

Vi bringer her en fyldig gengivelse af hendes tale, som blev holdt online på storskærm for de omkring 700 deltagere på konference.

Jeg blev bedt om at dele nogle bemærkninger om, hvor Palæstina står i forhold til retfærdighed og international ret. Men vil jeg vende dette spørgsmål om: Hvor står retfærdighed og international ret i forhold til, hvad Palæstina er blevet til i dag?

Palæstina er i dag et land og et folk, der bliver brutaliseret, virkelig vandaliseret af et system, som vi ved er et apartheidregime. Vi ved, at Israel opretholder en ulovlig besættelse i det lille, der er tilbage af Palæstina, nemlig Gaza, Vestbredden og Østjerusalem. Og vi ved, at det, Israel begår, er en afskyelig forbrydelse, eller rettere en række forbrydelser, som for mig kun kan forstås i deres helhed som folkedrab.

Israel kan ikke opføre sig hævet over loven, kan ikke opføre sig ubekymrede om det retssystem, der blev udtænkt og blev indført for 80 år siden.  Vi bliver nødt til at se på, hvad der sker med de palæstinensiske indbyggere og i lyset af dette spørge os selv, hvad det betyder i forhold til retfærdighed og internationale lov.

International lov er kort fortalt krystalklar om Palæstina. Det er krystalklart, at palæstinenserne har en ret til selvbestemmelse, hvilket betyder at have ret til at eksistere som et folk i det, der er tilbage af deres land. Og i Gaza-striben, Vestbredden og Østjerusalem har de en eksklusiv ret til selvbestemmelse i form af en stat, hvilket ikke betyder, at palæstinenserne ikke har nogen ret til resten, inklusive Israel. Der skal de beskyttes, mindretallet. Men intet af dette sker.

I stedet fortsætter Israel med at behandle palæstinenserne som en uønsket byrde, idet de antager dem som en sikkerhedstrussel og behandler dem som terrorister, før de overhovedet viser sig skyldige. Der er altså en formodning om skyld i stedet for uskyldsformodning i det, der er tilbage af Palæstina og i Israel. Og det er forkert. Dette er uacceptabelt.

Det er på grund af den underliggende ulovlighed af Israels undertrykte territoriale ambition om resterne af Palæstina at Den Internationale Domstol (ICJ) i juli sidste år har mindet alle om at man ikke kan afgive ​​retten til selvbestemmelse og sætte den ud af kraft. Vi kan ikke nå frem til andre konklusioner, som ICJ gjorde, at besættelsen er ulovlig, den skal demonteres betingelsesløst og fuldstændig inklusive bosættelserne.

Israel kan ikke opretholde Israel-kontrollerede bosættelser i det besatte palæstinensiske område. Og Israel kan ikke bevare nogen form for kontrol over de ressourcer, der tilhører det besatte palæstinensiske område og tilhører dets folk. Hvilket ikke betyder, at det jødiske folk aldrig kan leve i det besatte palæstinensiske område.

Der er mange anti-apartheid-jøder, der bor blandt palæstinensere, men ikke som bosættere, ikke som overlegne, men som ligeværdige, der lejer i stedet for at stjæle.

Jeg er ikke i tvivl, er ikke i tvivl om, at det, der sker i Gaza, er et folkedrab, og hvis vi ikke ser dette som et folkedrab, betyder det enten to ting: vi har ikke forstået noget som helst af, hvad folkedrab er, fordi folkedrab er hensigten at ødelægge ​​en folkegruppe som sådan. Dette forstås ikke kun ved at lede efter folkedrabshensigten med lup, men ved at tage et skridt tilbage og se på, hvad Israel rent faktisk gør. Det er fuld ødelæggelse af det palæstinensiske habitat, af palæstinensiske tjenester, af palæstinensiske kroppe og palæstinensiske sjæle gennem handlinger, som folkedrabskonventionen erklærer at være folkedrab, som at dræbe, påføre alvorlige legemlige eller psykiske skader eller forårsage livsbetingelser, der vil føre til ødelæggelse af gruppen.

Inden overhovedet at bestemme om det, der sker i Gaza, er folkedrab eller ej, burde selve hensigtserklæringen, selve folkedrabstilskyndelsen, der har eksisteret mod palæstinenserne i årevis, have gjort os opmærksom på, at dette er en forudsagt tragedie og at medlemslande, der ikke har taget skridt til at modsætte sig det, kan blive holdt ansvarlige.

De burde have holdt op med at overføre våben til Israel. De burde have holdt op med at handle, købe, sælge til Israel, så længe landet opretholder en ulovlig besættelse og begår folkedrab. Men igen, og med dette konkluderer jeg: Hvor står retfærdigheden?

Den er i bevægelse. Den Internationale Domstol har allerede for et år siden anerkendt, at der er en mulighed for, at Israel begår folkedrab. Og beviserne er blevet ved med at stige og indsamles for at bekræfte hensigten med at ødelægge palæstinenserne som sådan. Ikke kun i Gaza-striben. Se hvad der sker på Vestbredden.

Den Internationale Straffedomstol har langsomt men sikkert arbejdet for at levere et minimum af retfærdighed til de palæstinensiske ofre for de mest grusomme forbrydelser i Gaza.

Og se stadig, hvad der sker. Vestlige lande rejser sig ikke for at sikre retfærdighed. Dette kommer til at påvirke os alle. Det kommer ikke kun til at straffe palæstinenserne. Det forråder det internationale multilaterale system, der har beskyttet os i otte årtier, de fleste af os, især i Vesten.

Vi åbner op for lovløshed på internationalt plan, og det har vi ikke råd til. Det er tid til at holde de politikere til ansvar, der har gjort sig selv medansvarlige eller medskyldige i forbrydelserne i det besatte palæstinensiske område, som har draget fordel af den smerte og uretfærdighed og ydmygelse, der er påført palæstinenserne. Det er på tide at holde de mennesker til ansvar, som har valgt at bo som bosættere i det besatte palæstinensiske område, eller endnu værre, som har valgt at kæmpe i den israelske besættelseshær.

Igen, det er her, retfærdigheden står. Derfor vil jeg opfordre til at være opmærksom på, at der er brug for alles indsats arbejde, og ikke blot stå sammen for menneskeheden, som er titlen på denne konference, men stå sammen med menneskeheden for retfærdighed. Det skylder vi ikke kun palæstinenserne, det skylder vi os alle.