Hvor går man hen med sin fortvivlelse?

Unge mistrives, fordi de ikke kan leve op til tidens høje idealer. Men religion kan give rammer. Og kristendommen tilgivelse. Vi var med til et foredrag med teolog og ph.d. Christian Hjortkjær.

- Hvad er problemet med mistrivslen i dag? For mig er det, at vi lever i en verden, som er fyldt med rigtig mange idealer, vi skal forsøge at leve op til. Og som vi ikke føler os gode nok i forhold til. 

Udtalelsen kommer fra Christian Hjortkjær, teolog og ph.d. i Søren Kierkegaard og diagnosesamfundet, højskolelærer, forfatter og foredragsholder. Han er især kendt for bøgerne ”UTILSTRÆKKELIG – Hvorfor den nye moral gør unge psykisk syge” og ”SKAMFULD – Hvorfor det er godt at have skam i livet, men fatalt at have for meget”. Bøgerne tager livtag med tidens høje idealer, der er svære at leve op til, og derfor efterlader især unge med skam.

- Før var det regler, i dag er det idealer. Og det, der er rigtig fedt ved regler, er at de sætter de her meget tydelige strukturer, som religionen også er i stand til at sætte. Hertil og ikke længere. Men dem er der ikke mange af i dag. I stedet er der et helt sæt af idealer, som vi skal forsøge at leve op til.

Hvornår har jeg gjort nok?

Vi er taget med til et af Christian Hjortkjærs foredrag for at finde ud af, hvad der kan give mod på livet. Christian Hjortkjær mener, at det lille ord ”nok” er et problem.

- Hvis man har regler, så kan man gøre noget forkert, eller man kan gøre noget rigtigt. Der er to muligheder. Men idealer giver det problem, at jeg ikke har gjort nok. Hvornår er jeg dygtig nok? Hvornår er jeg sjov nok? Hvornår er jeg udadvendt nok? Hvornår er jeg glad nok?

- Så problemet er ikke, at jeg har gjort noget forkert. Jeg har bare aldrig gjort nok. Jeg er altid bagud. Og helt konkret: Jeg er bagud i forhold til tolvtallet. Hvis man får mindre, så er det ikke godt nok. Man har skabt en ideel karakterskala, hvor alt under det højeste er for dårligt.

Altid bagud i forhold til idealerne

Idealerne er problematiske, fordi vi aldrig når dem, siger han. Til forskel fra mål. For et mål kan nås, men et ideal kan aldrig nås.

- Vi er altid bagud. Det er ikke præstationen, der er problemet. Det er idealet. For idealer kommer også af sammenligning. Jo mere vi sammenligner os, jo mere kan vi se andre er gode til noget, vi ikke an leve op til. Samtidig får man at vide, at man ikke skal bekymre sig.

Baggrunden for megen mistrivsel er, at vi skal være alle de glade ting, men vi må ikke være de dårlige ting, mener Christian Hjortkjær. Hvor går man hen med sin tristhed? Hvor går man hen med sin fortvivlelse? Hvor går man hen med sin sorg? Med sin depression? Sin desperation? Hvor går man hen med ondt i maven? Hvor går man hen med selvmordstanker? 

Hårdt at være stemningsbærer

Hvad kan religionen, især kristendommen, tilbyde her, spørger Christian Hjortkær retorisk. Og det er han selv meget i tvivl om, indrømmer han.

- Jeg mener, at religionen både kan gøre noget rigtig godt og noget rigtig skidt. På den dårlige side kan religion indfange svage sjæle, som er desperate, og så kan den radikalisere dem yderligere. Det er set mange gange i verdenshistorien. På den gode side er den i stand til netop at rumme de mørke sider af livet. Der er nemlig få steder, man kan gå hen; man kan gå til psykolog, eller så kan man gå i kirke.

Gud sætter fri fra det, der binder

Når religioner fungerer bedst, så er de i stand til at rumme med alle de mørkeste sider af menneskets sjæl. Og i kraft af at det, kan de samtidig skabe en ramme, en struktur, der får livet til at hænge sammen.

- Hvis jeg får lov til at være ked af det og desperat og depressiv, når jeg er det, bliver jeg tilbudt en ramme at være det indenfor, så jeg faktisk kan strukturere min hverdag, så er der noget der, der begynder at hænge sammen igen. 

- I min verden er Gud den, der frelser. Det betyder, at Gud er den, der sætter dig fri fra det, der binder dig. Og det kan være hvad som helst. Det kan være karakterer, det kan være en syg forældrestruktur, det kan være et samfund, der faktisk har sat dig i fængsel, det kan være angst, det kan være depression, det kan være alle de her mørke sider. Hvis Gud ikke gør det, så er han ikke Gud. Så virker han ikke. Så er han en uduelig Gud.

Myter og fortællinger, vi kan genkende

Religion skal kunne tre ting, mener Christian Hjortkjær: Den skal kunne forklare fortiden. Den skal kunne give mening til nutiden. Og så skal den kunne sikre fremtiden.

- Den forklarer fortiden gennem myter. Hvordan har det været siden tidernes begyndelse? Den giver mening til nutiden gennem nogle fortællinger, du kan leve dig ind i. Og så giver den profetier om fremtiden. Hvordan vil det ende? Hvis en religion ikke kan forklare det, så er det heller ikke rigtigt en religion.

- Så for mig er religioner først og fremmest noget, der giver rødder. Der er nogle historier, nogle myter, nogle fortællinger, som er udviklet gennem mange, mange generationer, som kan vise mig, at det her er ikke første gang i verdenshistorien, at der er et menneske, der har stået i det her tilfælde, som jeg står i nu.

- Hvor er det befriende at vide, at der er nogen, der har stået i præcis den samme situation og følt sig dybt ulykkelig eller ødelagt eller har tabt meningen med livet, ligesom Job gør, som vi deler i de tre verdensreligioner, jødedom, kristendom og islam. At vi faktisk står med meningsløshed som et vilkår. 

Tager sig af skyld og skam

Dernæst kan religioner give ritualer, fortsætter Christian Hjortkjær.

- Vores hverdag er præget af rutiner. 85 procent af det, vi laver, er præcis det samme hver eneste dag. Det er enormt rart at have rutiner, og det giver regionen os i stor skala. Det er rammerne. Vi har gjort det i århundreder, i årtusinder. Det fungerer rigtig godt. Så hvis ikke du har et bedre forslag, så gør det der.

Og så giver religioner plads til virkeligheden. Og kristendom forholder sig til skyld. Til skam.

- I kirken synger man en 800 år gammel sang, at Jesus tog vores skyld og bar vores skam. Det er en virkelig, virkelig fin lillesætning, som viser noget om forskellen på de to begreber.  Skylden, det kan vi tage fra folk. Vi kan sige, at du er undskyldt, du er tilgivet, så tager jeg skylden fra dig. Men skammen, den kan jeg ikke tage fra dig. Den kan jeg kun hjælpe dig med at bære.

- Religion er for os, der er fucked.  For os, der har rigtig meget mørkt inden i os. Og som oplever, at der ikke er plads til mørket særlig mange steder i vores liv i dag, slutter Christian Hjortkær.