Krystalnat kaster skygge op til i dag

Vi mennesker hører sammen, hvad enten vi kan lide det eller ej, og det er op til os selv om samhørigheden er ubønhørlig eller inderlig. Den er i hvert fald et faktum, sagde pensioneret lektor Marianne Olsen ved Krystalnat-arrangement i København.

Vi bringer talen her:

Mange traditioner fortaber sig i fortidens dybe brønd. Med Krystalnatten er det helt anderledes. Måske er der ovenikøbet nogen af jer, der er kommet i dag, der husker den. Det ville være et helt forkert praleri af mig at påstå at kunne mindes den personligt, men jeg har min fars lommebog fra den 9. november 1938, hvor han selv var en ung jøde på 34 år. Der står FORFÆRDELIG Nat. Der er ikke plads til mere, og sådan som jeg lærte ham at kende, efter at han havde sat mig i verden, tror jeg at han var mundlam.

Det blev værre

Men vi, der har skabt en tradition ud af rædslerne, vil tale og huske.

For det blev værre, meget værre, og i 1943 måtte min far flygte til det gæstfrie Sverige. Som bekendt satte jødeforfølgelserne for alvor ind i Danmark den 2. og 3. oktober.

Når jeg fortæller jer at han først flygtede den 18., forstår I hvor meget det var ham imod at flygte fra sin unge kone, min kristne mor, min storebror og mig, der netop var født i juli måned. Vi tre kunne lidt senere komme over sundet legalt, og det er derfor jeg altid vil gøre hvad jeg kan for det vi kalder familiesammenføring, som vores politikere svigter, men som kunne skabe både trivsel og integration.

Krystalnatten fik sit navn fra flammerne, der skinnede i glasskår, som fyldte gaderne. Nazisterne i Tyskland havde antændt synagoger og jødisk ejede forretninger.

Havde jødisk far

Mange år senere grundlagde min datter et forlag, hvor hun blandt andet udgiver tysk-jødisk litteratur. Det hedder Klara W efter min Farmor, Klara Wechselmann. Forlagets anden udgivelse handler om Otto Silbermann, der flygter på Krystalnatten i det ene tog efter det andet, vild af skræk. Bogen er skrevet af Ulrich Alexander Boschwitz, der ligesom jeg havde en jødisk far og en kristen mor. På Hohenzollerdam 81 i Berlin ligger der en snublesten med hans navn.

Allerede i 1938 stod der et J i jøders pas, så man kunne slå dem ihjel uden straf, hvor man mødte dem:

I får et kort udsnit fra bogen, der hedder Den rejsende. Otto Silbermann taler med en ukendt kvinde, som han har mødt i toget.

”Jeg hedder Silbermann

- Nå ja, det er nok ikke det heldigste navn i øjeblikket

- Nej, og det ville heller ikke hjælpe mig at hedde Meier, for der står et stort rødt J i mit pas.

- Hvad er det for noget! sagde hun forarget. Hvorfor gør der det? Det lyder lidt mærkeligt, og normalt siger man ikke sådan noget, men jeg synes De er virkelig sympatisk.

Han gjorde et lille buk i hendes retning, så lo han.

- Desværre er regeringen ikke enig med Dem. Den synes bestemt ikke jeg er spor – sympatisk. Det betyder at den bare siger: Silbermann, du er jøde. Dermed siger den at min person og mine egenskaber er helt og fuldt uden betydning. Det hele kommer an på, om du er jøde eller ikke jøde, ikke på om du er sympatisk eller usympatisk.

Mærkatet bestemmer. Indholdet er helt ligegyldigt.”

Muslimer blev syndebuk

Vi ønsker inderligt at det aldrig skal ske igen, men vi skal passe på, hvad vi ønsker, for det kan godt være, at små glasskårs glimten som krystaller i flammer aldrig er kommet igen, men menneskets evne for ondskab og værste sider viser sig alligevel igen og igen – også i Europa.

Og jeg vil minde jer om den grusomhed i Bosnien, hvor 8372 drenge og mænd døde for serbiske våben. Undskyldningen for denne utilgivelige forbrydelse havde en anden syndebuk, muslimerne. Derfor er det en særlig opmuntring for os danske jøder at vores overrabbiners farfar, Bent Melchior, har sagt at vi ikke skulle bruge jøderne til at slå muslimerne i hovedet med.

For vi mennesker hører sammen, hvad enten vi kan lide det eller ej, og det er op til os selv om samhørigheden er ubønhørlig eller inderlig. Den er i hvert fald et faktum.

Overladt til hinanden

Udrensningen i Bosnien bragte Dino Copelj til Danmark, da han var 15 år. Dino er blevet en af dansk digtnings fornemste repræsentanter Det er en stor glæde at kende hans digte på vores eget sprog, et menneske som med sine grusomme erfaringer helt autentisk forstår både velsignelsen og forbandelsen ved menneskenes overladthed til hinanden. På en særlig poetisk måde er Dino forbundet med Bent Melchior, som han næppe har kendt: Bent Melchior var nemlig optaget af at han selv var født samme år som Anne Frank.

I skal høre Dinos til digt Anne:

Kære Anne!

De kan argumentere, 

manipulere,

omskrive historien

og revidere.

Lege med tal og fakta,

antallet af døde

og konspirere.

Men de kan aldrig

få mig til at glemme,

din søde, 

uskyldige stemme,

som mine ører

aldrig har hørt.

Kun femten somre gammel

blev din spinkle krop;

men dine stærke ord,

kan ingen Bergen-Belsen

dræbe.”

Skyldig i at være muslim

Og han har skrevet om den brutale ulykke, der overgik ham selv. Her fra hans digtsamling Forbandede styrke:

”Den kristne Barmhjertighed” lugtede af terror,

Folkemord og etnisk udrensning i starten af 1990’erne,

Mens den største forbrydelse mod menneskelighed i Europa

Siden anden verdenskrig var i fuld gang.

Mine medmennesker blev fundet skyldige i at være muslimer.

Udyr i vores by tilbød de fleste at konvertere til kristendom,

Ellers ville de ikke kunne garantere vores sikkerhed, som de sagde

Et par familier accepterede.

Min familie gjorde ikke.

Sammen med flere tusinde andre blev vi deporteret og mistede alt.

Jeg har aldrig betragtet det, som var det kristendommen,

 der fik os ’udrenset men monstre,

der misbrugte religionen og nationalismen.

Udyrene ville sikkert dræbe selveste Jesus,

Hvis han boede i den bosniske by Bijeljina [evt. ’i min bosniske by’] på det tidspunkt,

For han var jøde og omskåret.

Udyrene trak bukserne ned på mænd

For at tjekke om de manglede forhud,

Hvorefter de blev slået ihjel, hvis de gjorde.

Jeg ved også godt, at der i Danmark findes muslimer og kristne,

Som blev fordrevet af andre muslimer.

Jeg forstår godt, at de ikke bryder sig om ”islamiske styrer”,

Som har gjort dem ondt.

Religion var og bliver stadig misbrugt til at skade andre

Medmennesker på kroppen og sjælen.

Den minder mig nogle gange om dynamit,

Som oprindeligt skulle gøre en kæmpestor gavn for menneskeheden

Men som menneskets svaghed har omdannet til et altødelæggende våben.

For mennesket er åbenbart i stand til at ødelægge alt

I grådighedens magtblodrus.

Men når enkelte mennesker hader islam

Og vil have mig til at konvertere til noget andet,

Får jeg spat og myrekryb.(….)

Og i foråret 2022 skriver Dino i SOS Racismes tidsskrift:

Et menneske, der har overlevet krig, forfølgelse og etnisk udrensning og som er parat til at dø for kærlighed og medmenneskelighed, hilser jer!

Aldrig igen … og jeg mener det!