March skal bryde tabu om ensomhed og misbrug

Bevægelsen March mod Ensomhed går Danmark rundt for at bryde tabuet om ensomhed og en opvækst i en familie med misbrug.

Der er emner, der er svære at tale om. Ensomhed og en opvækst med forældre, der drikker, er to af dem. Det vil Patrick Cakirli og Martin Lærke Sørensen ændre på. Fra august til oktober går de gennem Danmark for at sætte fokus på ensomhed og samle ind til Ensomhed Danmarks Landsindsamling.

De begynder i Kalundborg mandag den 5. august, og så er der ellers udsigt til en 2.000 kilometer lang gåtur.

Patrick Cakirli

Står sammen mod ensomhed

”Vi gør det, fordi det er nødvendigt at stå sammen mod ensomhed, og om fællesskabets betydning, når livet gør ondt,” fortæller Patrick Cakirli.

Sidste år gik 18.000 mennesker med på ruten, da March mod Ensomhed indsamlede 230.000 kroner til Livslinien.

Patrick Cakirli tog selv initiativ til at sætte fokus på ensomhed en dag i 2017. Han satte sig simpelthen på Københavns Rådhusplads og delte følgende opslag på Facebook: ”Jeg er ensom, og jeg går igennem den sværeste periode i mit liv. Jeg vil sidde på trapperne foran Københavns Rådhus fra klokken 14 til 20…”

Siden da er det gået stærkt. Foreningen Ensomhed Danmark er blevet stiftet, og gåturen er nu blevet til en bevægelse mod ensomhed med en årlig landsindsamling.

Støtter børn fra familier med misbrug

I år har foreningen med Patrick i spidsen valgt at støtte organisationen TUBA, der tilbyder gratis terapi og rådgivning til børn og unge, der er vokset op i misbrugsramte hjem.

”Afhængighed af alkohol- eller stoffer er desværre stadig et stort problem i mange familier. Det er skamfuldt, sårbart og komplekst. Derfor er jeg også glad for, at March mod Ensomhed vil hjælpe med at sætte fokus på netop det. Det er der rigtig mange børn og unge, der har brug for,” mener Kåre Skarsholm, der er landsleder i organisationen TUBA, som hvert år hjælper knap 3.000 børn og unge fra misbrugsramte hjem.

”Børn og unge går alene rundt i årevis, inden de får hjælp. Over halvdelen er over 25 år, når de henvender sig til os i TUBA, og det er til trods for, at de unge i gennemsnittet er omkring 11 år, når det går op for dem, at der er problemer derhjemme,” fortæller Kåre Skarsholm.

I Danmark vokser hvert 10. barn op med mindst én forælder med alvorlige misbrugsproblemer, viser tal fra Sundhedsstyrelsen.

Læs mere på https://www.marchmodensomhed.dk/

Forrige
Forrige

Sameksistens flytter hjemmeside for ikke at støtte Israels krigsmaskine

Næste
Næste

Festival med 100 medvirkende hylder fællesskaber på tværs