Ny millionpulje skal styrke demokratiet

LB Foreningen i Region Syddanmark vil i 2025 uddele en million kroner til lokale indsatser for demokratiet. Midlerne skal gå til projekter, som skaber begejstring for demokratiet og plads til den demokratiske samtale lokalt.

Det er et demokratisk højdepunkt, når der er kommunal- og regionalvalg i Danmark den 25. november 2025. Derfor uddeler LB Foreningen nu 1 million kroner til projekter, der kan styre demokratiet lokalt.

LB Foreningen ejer af LB Forsikring, som er Danmarks største medlemsejede privatforsikringsselskab, med over 450.000 medlemmer. LB Forsikring består af Lærerstandens Brandforsikring, Runa Forsikring og Bauta Forsikring.

- Vi skal genbekræfte vores tro på og begejstring for demokratiet, forklarer Robin Philip, der er lokal repræsentant for LB Foreningens uddelingsråd i Region Syddanmark.

- I Danmark oplever vi en faldende demokratisk selvtillid blandt unge og et generelt nedadgående engagement til at engagere sig i demokratiet.

Træner demokratiske muskler

LB Foreningen i Region Syddanmark vil understøtte demokratisk engagement i bredeste forstand. Derfor uddeler man nu en million kroner til indsatser og projekter, som understøtter, udvikler og skaber demokrati i de nære fællesskaber som eksempelvis frivillige foreninger, beboerdemokratier og ældreråd.

- Vi vil med denne pulje give luft til de nære og lokale demokratier, som vi alle møder i vores dagligdag. Det er her, vi træner vores demokratiske muskler, og vi håber at se ansøgninger fra både små og store organisationer, siger Robin Philip

LB Foreningen ønsker bl.a. at se ansøgninger til projekter, der engagerer grupper, der i dag er underrepræsenterede i den demokratiske samtale, og indsatser, der er med til at øge den demokratiske forståelse, som gives i grundskoler, efterskoler, ungdomsuddannelser, højskoler og folkeoplysende indsatser.

Der kan søges op til 200.000 kr. per projekt, og ansøgningsfristen løber frem til den 31. marts 2025.

Forrige
Forrige

Menneskeliv har første prioritet

Næste
Næste

Kirke tager afstand fra højreekstremismen i Europa