Imam: Lidelse har ingen religion

Det seneste år har vi oplevet et skred i menneskehedens moralske barometer, skriver imam Naveed Baig i en analyse af reaktioner på krigshandlingerne siden 7. oktober 2023.

Kronik af Naveed Baig, imam

Som mange andre har jeg været berørt af krigen i Mellemøsten - i særdeleshed oven på de begivenheder, der har udspillet sig det seneste år. Det har forandret ufatteligt meget for hele vores klode. 

Hvad har jeg lært? Hvad har jeg set og reflekteret over? Disse ord er udelukkende mine egne sporadiske tanker i nedfældet form omkring den krise, vi er vidner til ud fra et dansk perspektiv.

For det første er jeg hverken palæstinenser, araber, israeler eller jøde og kan ikke sætte mig ind i de lidelser og den sorg, som disse grupper har været udsat for.  Det er intet mindre end en menneskelig tragedie, der udspiller sig i Det hellige Land, hvor nogle af de mest uhellige handlinger er blevet begået: drab på uskyldige, kidnapninger, seksuel vold, udsultning, bombning af hospitaler, moskéer, kirker, ambulancer. Listen er lang. 

1. Nul empati. Jeg oplevede straks efter den 7. oktober, at det var svært at anerkende den andens sorg og lidelse. I nogle tilfælde troede man ikke engang på, at nogle fra den anden side var ’ramt’. Man fokuserede kun på ens egne tab, følelser og interesser. Udover dette bevidnede jeg det helt ubegribelige: Forhånelse og glæde over andres død, og udsultning blev mere almindeligt. En sådan normalisering skræmmer mig, og jeg opfatter det som et skred i menneskehedens moralske barometer.

2. Fake news: Der har været en stigning af misinformation fra begge sider. Fra halshuggede babyer, som Hamas soldater skulle have stået bag (fake news), til photoshoppede billeder af Gaza’s børn i desperate situationer (selvom der er ca. 14.000 dræbte børn og ca. 12.000 sårede børn, ifølge UNICEF!).

3. Religionsdialogens skrøbelighed: Anstrengt forhold mellem religionsaktører i Danmark. Sådan blev det i hele Norden og det meste af Europa. De religiøse ledere har ikke kunne knække koden sådan for alvor, og der har været kold luft især mellem jødiske og muslimske religiøse ledere. Det er umoralsk og samfundsskadeligt, når medier politikere og meningsdannere udnytter dette anstrengte forhold mellem religionsdialogens aktører.

4. Antisemitisme: Antisemitisme-kortet blev hverdagskost. FN’s generalsekretær, Amnesty International, Den Internationale Straffedomstol og Mellemfolkelig Samvirke herhjemme har været under angreb for samme. Denne form for angreb er blevet misbrugt og udnyttet, og desværre har den været en hindring til at stoppe den reelle antisemitisme, som er et stigende problem. En af mine venners søn har haft problemer på et fodboldhold med sine medspillere, fordi han er jøde, og er blevet hånet. En anden jødisk kvinde som jeg kender, har måtte skifte adresse, fordi hun fik trusler, fordi hun er jøde. At bekæmpe antisemitisme er et fælles anliggende for hele samfundet - inklusive danske muslimer.

5. Islamofobi: Der har været en ret stor stigning i antimuslimske fordomme og hændelser i hele Europa. Der har været et mistænkelighedens syndrom, som har inficeret ret mange. Flere danske muslimer har følt, at deres arbejdsgivere har inddæmmet deres ytringsfrihed, og nogle er blevet angrebet i offentligheden som ’Hamas-støtter’ blot fordi de støtter et frit Palæstina.  En af mine imam-kolleger i Danmark blev tiltalt for billigelse af terror (og blev frifundet), fordi han talte om retten til modstandskamp. 

6. Jøder for Retfærdig Fred af 5874: Flere danske jøder gik sammen og dannede foreningen ’Jøder for Retfærdig Fred 5784’. De stiller sig meget kritisk overfor Israels handlinger i Gaza, som de betragter som folkemord. De støtter et frit Palæstina og siger klart og tydeligt: ’Ikke i vores navn’. Denne bevægelse har givet stemme til de jøder, som ikke vil tages til indtægt for den ekstreme højrefløjsregering i Israel. Mange i Danmark har savnet jøder, der tog afstand fra Israels brud på menneskerettighederne og krigens love igennem mange år. I forbindelse med 7. oktober blev bevægelsen Jøder for Retfærdig Fred til virkelighed.

7.    Retfærdighed før forsoning. Fredserklæringer og dialogmøder er ikke nok i sig selv. Der må være en klar prioritering, og for at medtage den nuværende krig i ligningen, så er begrebet retfærdighed en forudsætning for fred og forsoning. Problemet er bare, at begge parter synes af have retten på deres side. Som en kvinde, der var mødt op til en biskop-imam dialogaften ved Grundtvigs Højskole for et par uger siden, spurgte mig: ’Hvad gør man, når to parter (palæstinensere og israelere) strides om, hvem der har retten på deres side?’ I sin yderste konsekvens bringer man sin sag for en domstol sagde jeg. Den ledende domstol i verden, The International Court of Justice (ICJ) i Haag har konkluderet, at Israels besættelse og annektering af palæstinensiske territorier er ulovlige og må ophøre. The International Criminal Court (ICC), som er den ypperste myndighed indenfor grove internationale forbrydelser som folkemord og krigsforbrydelser. Chefanklageren hos ICC har anmodet om arrestordrer for politiske ledere af Hamas og Israel og mener, at Israels handlinger i Gaza har potentialet til et folkemord, og de efterforsker sagen.

8. Hykleri og udskamning. Hykleriet fik også nye dimensioner. Hvordan ser vi på Ruslands aggression og besættelse i henhold til Israels besættelse og undertrykkelse, der har stået på siden 1948? Vi har således i Danmark børn og børnebørn af de palæstinensere, som blev etnisk udrenset fra deres landsbyer og ejendomme i forbindelse med oprettelsen af staten Israel. Jeg har savnet lederskab fra muslimske organisationer og muslimske ledere, der forsøgte sig med en ’uenighedens etik’ i deres møder og kontakt med hinanden og de jødiske miljøer. Muslimer, der ikke udtalte sig offentligt eller på anden vis engagerede sig for Palæstina-fløjen blev i nogle kredse udskammet og kaldt for kujoner. Hvem ved, måske støttede de Gaza’s børn med nødhjælpsbidrag, bad en bøn i det skjulte eller gjorde noget helt andet?

9. Vejen frem for os i Danmark: Vi må stræbe efter at være konsekvente i tale og handling. Finde mødesteder for at tale med mennesker, der har andre holdninger end vi selv. Det er ok at være uenige med hinanden og give udtryk for ens utilfredshed og følelser. Reflektér over sprogbruget: Hvordan taler vi om ’de andre’? Kender vi ’de andre’ overhovedet? Tænk som et fælles ’vi’! Ikke ’os’ og ’dem’. Forsøg at inddrage grupper, som man normalt ikke er i berøring med. Ordentlighed og opbyggende tale: Giv alle mulighed for at komme til orde, så alle føler sig hørt og forskellige synspunkter kan komme ud. Humanisere hinanden i stedet for at dehumanisere.

Naveed Baig er imam ved Dansk Islamisk Center på Frederiksberg og ph.d.-fellow ved Det Teologiske Fakultet i Oslo. Han er også næstformand i Islamisk-Kristent Studiecenter.