Her går pengene ubeskåret til kvinder og børn i nød

Sankt Vincent Grupperne hjælper fattige og nødlidende gennem 19 projekter på fire kontinenter. Det hele begyndte med et spørgsmål: Hvorfor har mange så meget, mens endnu flere har for lidt?

Familierne bor under usle forhold i Kangemi-kvarteret i Nairobi. Kenya. Husene er bygget af mudder.

Af Lisbeth Rütz

 ”Nyheden” rammer sjældent forsiderne; men vi ved det jo godt. Kløften mellem denne verdens rige og fattige bliver større og større. Det må da vist være en sag for regeringerne og de store magtfulde organisationer. Kan jeg som enkeltperson overhovedet gøre noget ved det, tænker mange og kigger den anden vej. Vi kan jo alligevel ikke gøre noget.

Eller kan vi? Nogle tænker anderledes og tager action.

”Om at blive mæt eller ikke at blive det” var overskriften på en artikel, som Inger Lauridsen tilbage i 1959 skrev i Katolsk Ugeblad – Den katolske Kirkes medlemsblad. Hvordan kan det dog være, at så mange har mere end rigeligt; men endnu flere mangler det allermest nødvendige var det enkle spørgsmål i teksten. Desværre er spørgsmålet lige så aktuelt i dag som dengang.

Artiklen gjorde indtryk på mange, og den 28. april 1959 mødtes en lille flok mennesker på Nordvanggaard i Birkerød. Her lå der dengang et plejehjem drevet af katolske søstre og en lille katolsk kirke, der blev betjent af Sankt Vincent-præsterne, en fransk præsteorden, som blev grundlagt af Vincent af Paul (1581–1660).

Sankt Vincent Grupperne bliver til    

Det nye initiativ tog navn efter Vincent af Paul. Snart skød flere grupper op som paddehatte over hele landet. Formålet med grupperne blev meget bredt formuleret som bekæmpelse af sult og nød. Inger Lauridsen ønskede sig et columbusæg af en organisation med en enkel og effektiv administration og en utrættelig ledelse. Alle skulle arbejde ulønnet. Finansieringen af de kommende projekter startede meget simpelt. Medlemmerne fik en lille sparebøsse udleveret, og her lagde man de penge, man kunne undvære.

For at sikre sig, at pengene havnede de rigtige steder, tog man kontakt til de netværk, der allerede fandtes til katolske søster- og præsteordener over hele verden.  Og snart begyndte der at komme ansøgninger om hjælp.

Mund til mund-metoden og spritduplikatoren

Modtagerne af hjælpen skulle dokumentere med rapporter og fotos, hvad pengene var blevet brugt til. Det var jo før internettets tid, så man mødtes ude i lokalgrupperne for at fortælle nyt om de mennesker, man hjalp. Her blev der vist billeder af, hvad der foregik ude i projekterne, og breve fra modtagerne blev læst op.

Nogle af de første breve fortæller om støtte til et hjem for 180 forældreløse piger i Wishywash i Indien. Senere projekter støttede bl.a. et område i Etiopien, hvor der manglede viden om sund ernæring og bedre dyrkningsmetoder i landbruget. Og i Vietnam støttede man et spedalskhedshospital. I medlemsbladet kom der løbende historier om nye projekter, bl.a. om den store dag i 1968, hvor pater Roger Ampe fra Congo fik overrakt en Landrover-ambulance på Nordvanggaard.

Medlemsbladene blev trykt på en spritduplikator hjemme i familien Loldrups kælder. Her blev de ældste af familiens seks børn sat i sving med at samle bladene, mens de yngste beundrende så til.

Børn i Kangemi-kvarteret i Nairobi leder på lossepladsen efter ting af værdi.

Hjælp i et samfund, der er ved at kollapse

Her er et par eksempler på nogle af de projekter, Sankt Vincent Grupperne støtter i dag:

I Carrefour-Feuilles- kvarteret i Haitis hovedstad Port-au-Prince er livet en daglig kamp for indbyggerne. Kriminelle bander sidder på magten i kvarteret, og tusinder af familier har været nødt til at flygte fra deres eget hjem, Er man enlig, gammel kvinde uden familie, lever man livet uden sikkerhedsnet.  Søsterordenen les Compagnes de Jesus driver et hjem for 30 ældre kvinder. Her, i et samfund, der er tæt på at kollapse, forsøger søstrene at skabe et fællesskab med et sundt, åndeligt miljø baseret på kristne værdier. Sankt Vincent Grupperne har blandt andet støttet søstrenes hjem med medicin og fødevarer til kvinderne.

Solen, skyerne og bjergene ser smilende til, mens lamaerne løber af sted på nogle børnetegninger, som Sankt Vincent Grupperne i september fik fra børnene i Yanacancha – en landsby højt oppe i Andesbjergene i Peru. Nu begynder det at blive rigtig koldt oppe i bjergene, og derfor har hver af skolens elever fået en pakke med bukser, sko og en pullover, så de kan holde varmen og koncentrere sig, når de skal sidde stille på skolebænken.

45 skoleelever i landsbyen får kosttilskud i form af frisk frugt, yoghurt, fisk eller kylling til måltiderne. To lokale præster - pater Fabián og pater Antonio fortsætter dermed den indsats, den danske præst Peter Tantholt Hansen stod for i mange år.

I skole for 3 kroner om dagen

Tre kroner om dagen. Så lidt kan det koste at gøre en forskel i nogle fattige børns liv. I delstaten Manipur i Nordøstindien lever mange fattige bønder i områder med svag infrastruktur, der gør det svært at nå frem mellem landsbyerne. Her er der stadig mange analfabeter – specielt blandt kvinderne.  Sankt Vincent Grupperne støtter 70 børn fra fattige familier i området med deres skolegang ved at betale udgifter til bøger og andre nødvendige materialer. Børnene får kontaktpersoner, der kommer på hjemmebesøg for at holde dem til ilden og sikre, at de gør noget ved lektierne.

Der hygges med madam Blå og kager fra Maria- Leonore Christensens madspildsprojekt.

Grønt og frugt med overskredet salgsdato og brød, som bageren ikke fik solgt før lukketid, er med til at hjælpe børn i et slumkvarter i Nairobi. Lokale supermarkeder og bagere donerer varerne til Maria-Leonore Christensen, der sælger dem ved Sankt Annæ Kirke på Amager i københavnske kirker, som hun besøger for at fortælle om sit madspildsprojekt.

I 1997 startede et dansk ægtepar, Frigga og Poul, der boede i Nairobi, et projekt i Kangemi-kvarteret i Nairobi En lokal kvinde Holidah kom med i 1999, og i 2001 overtog hun ledelsen, da Frigga og Poul rejste hjem. Siden den tid er 187 børn og blevet hjulpet videre med fødevarehjælp og støtte til uddannelse i et håndværk.

I Kangemi bor mange mennesker under usle forhold i huse, der er bygget af mudder. Sammen med sin medhjælper Elisha samler Holidah børnene op på gaden eller på lossepladser, hvor de leder efter mad. Har de en familie, tager hun kontakt til dem og hjælper dem med mad, medicin og hjælp til en struktureret tilværelse. Holiah sørger for, at børnene bliver vasket og får rent, brugt tøj. Hvert år starter hun med et nyt hold børn, der får mad og lærer at læse og skrive. Efter et år kommer de videre til den kommunale skole.

Der kommer ansigter og navne på historierne

Der er sket meget siden den beskedne start for 65 år siden. Sankt Vincent Grupperne har fået hjemmeside og fortæller på Facebook om, hvordan det går ude i de forskellige projekter. Bidragene er blevet fradragsberettigede, og sidste år blev 19 forskellige projekter i 10 lande støttet med lidt over en million kroner. Alle bidrag går 100 procent til modtagerne, da de nødvendige udgifter til revisor og administration dækkes af bidrag fra fonde.

Og pengene falder på et tørt sted, når der støttes mindre projekter, som ofte bliver overset af de store organisationer. Der kommer ansigter og navne på u-landshistorierne, og der opstår en tæt personlig kontakt mellem Danmark og mennesker på den anden side af Jorden, for som regel følger man projekterne i mange år.

På www.vincentgrupperne.dk finder du mere om gruppernes historie, projekter og årsrapporten for 2023. Man kan også læse mere på Facebook under Sankt Vincent Grupperne.