Når skyld, skam og smitte forstærker den sociale ulighed

Covid 19-pandemien afslørede fordomme og forskelsbehandling af mennesker med anden etnicitet eller blot anderledeshed i forhold til gennemsnitsdanskeren. Vi var med til lancering af ”Pandemiens pariaer”.

Bogen ”Pandemiens pariaer” blev udgivet på Syddansk universitet den 2. maj, og i den anledning holdt forfatter og overlæge Morten Sodemann en forelæsning som introduktion til hvad læseren kan vente af sin læsning.

Uhyggens tryllebindende virkning

En række illustrationer ledsagede forelæserens billedskabende sprog: 231 sider om pandemiernes væsen, hyppighed og dystre afsløringer. Man kunne måske have troet at tilhørerne ville liste væk, men vi var tværtimod tryllebundne af talerens budskab, så skræmmende det også var. Og vi blev klar over den almindelige modvilje lige fra begyndelsen, da vi blev præsenteret for billedet af mundbind for øret: ”Vi orker ikke at høre mere om Covid 19.”

Covid 19 – anledning til en dybdegående analyse af samfundet

Det var i begyndelsen af Coronapandemien, at forfatteren havde bestemt sig for at skrive om pandemier i almindelighed, for han erkendte hurtigt, at alle de pandemier, vi kan studere fra før middelalderen og op til i dag, har den samme virkning på samfund, hvis ulighed og søgen efter syndebukke har uimodsigelige fællestræk.

Når en epidemi eller pandemi skyller ind over landene, skal magthaverne reagere, men de kan egentlig ikke stille noget op over for sygdommen, som tydeligt rammer uden personsanseelse.

Ansvarlige udser sig syndebukke 

Pandemierne afslører på den måde de ansvarliges magtesløshed: de er altså ude af stand til at afværge en pandemi og udser sig derfor i stedet hurtigt en syndebuk. Her, som i så mange andre tilfælde, er det et fund at slå ned på de folk, der i forvejen er underprivilegerede: de fattige og de fremmede. Sikke et held at vi altid har dem hos os!

Afsløringen

Sodemann siger med sin stilfærdige bidskhed: ”De fremmede er syge, og de syge bliver fremmede.” 

Da han er den, der som overlæge, professor og forskningsleder på Indvandrermedicinsk Klinik i Odense har sat sine kræfter ind på at forstå sine patienter fra alle verdenshjørner, når de prøver at fortælle om deres sygdomme og ængstelser på deres egne meget forskellige sprog, ved han hvad han taler om.

Hvordan reagerede de politisk ansvarlige så denne gang? Jo, vi blev mindet om det i forelæsningen, og vi husker: vi skulle holde afstand, og der blev lavet opslag.

Majoritetens accept

Majoritetens medlemmer finder sig i beslutningerne og definerer sig selv ved alt det, de IKKE er. De er ikke brune. De er ikke fattige. Flertallet nyder velfærden ved at bo pænt, have gæsteværelser og sommerhus.

Minoriteten er nem at diskriminere

Nu kan det være svært at holde afstand i tætte beboelser. Vi fik et eksempel med 145 mennesker i samme opgang med ét håndtag! Og med hensyn til at forstå, hvad der var på færde, mente et konservativt medlem af Folketinget, at de fremmede skulle lære dansk; han syntes ikke at der var nogen grund til at sætte noget ind på, at den enkelte kom til at forstå, at der var en dødelig sygdom på vej. At smittespredningen var voldsom i disse områder, støttede bare at det var her, syndebukkene var at finde.

Man havde dog nogle gode råd for at de, der boede tæt, kunne undgå smitten: De skulle bruge gæsteværelset. Nåh, de manglede gæsteværelse! Ja, men så måtte nogle af familiemedlemmerne tage i sommerhus!

Magthaveres fantasi 

I Folketinget ville man imidlertid ikke finde sig i formaningerne om at holde afstand! Men virus skelner, i modsætning til dem vi har valgt til at have omsorg for hele samfundet, ikke mellem høj og lav. Den boltrer sig lige livligt mellem folk, der glemmer, at afstand betyder noget også mellem de privilegerede, så derfor blev man tvunget til at lukke det høje Ting ned. Smittespredningen var lige så udbredt dér som i de tætte beboelser.

Vi blev mindet om at Lise Nørgaards ord stadig gælder:

”Det er mærkeligt for en som mig, der har levet i 1920’erne, i 1930’erne og hele vejen op, at se, hvordan dumhederne gentager sig. At civilisationens lag er så umådeligt tyndt. Der skal ikke skrabes meget i det, før vi er inde ved barbariet.”

”Et los i røven på de privilegieblinde”

Efter forelæsningen var der bobler og lækker fortæring – og livligt bogsalg.

Den fineste anerkendelse lød fra en af medarbejderne ved bogen:

”Morten Sodemann trives i modvind. Bogen er ”Et los i røven på de privilegieblinde.””

”Det er tydeligt at Sodemann er en særlig forsker der tør.” 

Pandemiernes pariaer er en sundhedsfagligt gennemforsket bog med 767 noter og henvisninger. 

Morten Sodemann: Pandemiernes pariaer - Når skyld, skam og smitte forstærker social ulighed, og ingen lærer af det. Forlaget Samfundslitteratur 2024.