Palæstinensiske kristne fanget i krydsild
Bogen Between 2 Fires fra 2002 bekræfter et kendt mønster af israelsk undertrykkelse af palæstinensere. Det nye er, at evangeliske kristne i Gaza og på Vestbredden fortæller deres smertelige historie.
Jeg arbejdede på en avis med zionistiske tilbøjeligheder, da en sekretær lånte mig en bog: Beetween 2 Fires – The Untold Story of Palestinian Christians. Bogen landede på en hylde og har samlet støv i 20 år, inden jeg forleden endelig fik den læst.
Og blev rystet - igen.
For Jack Kincaids bog fra 2002 fortæller præcis de samme forfærdelige begivenheder i Gaza og på den besatte Vestbred, som vi er vidne til i dag. Grupper af IDF-soldater, der invaderer palæstinensernes hjem og skræmmer børn og familier midt om natten, store israelske tanks, der vælter mure, smadrer biler og truer alt på sin vej gennem palæstinensiske landsbyer, kollektiv afstraffelse af drenge og unge mænd, der er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Og affyring af kanoner mod tilfældige private hjem. Drab af kvinder, børn og ældre, der ikke når at flygte.
Listen er lang.
“Jeg så noget, jeg ikke ville se”
Det særlige ved Kincaids bog er, at den handler om kristne palæstinenserne, evangeliske kristne, helt præcis baptister i Gaza og på Vestbredden. Det er altså kristne, vi i Vesten kan identificere os med, idet de fleste kristne her er evangelisk-lutherske og de allerfleste frikirker er evangeliske. I Danmark er der omkring 5.000 baptister.
Jack Kincaid er direktør for et kristent tv-selskab i USA, der har til formål at sprede evangeliet i USA. Han er selv vokset op i et kristent hjem med hang til zionisme. Hans mor fortalte ham tidligt, at ”de, der velsigner Israel, bliver selv velsignet”. Så med det i baghovedet opretter han også en tv-station i Israel.
På et tidspunkt kører han gennem en lille palæstinensisk landsby.
”Jeg havde aldrig set så megen elendighed. Og jeg fandt ud af, at landområdet var blevet taget fra disse palæstinensiske familier af den israelske regering for at bygge en bosættelse, vejen dertil og en sikkerhedszone omkring den. Jeg oplevede noget, jeg hverken ville se eller høre. Og da jeg gjorde, blev jeg bange for at reflektere for meget over det på grund af min langvarige tro og mine fastlåste meninger,” fortæller Kinkaid (s.11).
Drev indbyggerne væk og indtog deres huse
Han møder palæstinensiske præster, hvis fortællinger får hans ensidige verdensbillede til at krakelere. En af dem er Salim Munayer, der leder forsoningsprojektet Musalaha. Han er født og opvokset i Lod, der ligger 30 kilometer syd for Tel Aviv. Indbyggerne bestod mest af palæstinensiske kristne og muslimer, men da staten Israel blev oprettet i 1948, blev de fleste mennesker tvunget ud af byen.
”Jøder fra hele verden flyttede hertil og boede først i de tomme arabiske huse,” fortæller Munayer (s. 36).
Den ene præst efter den anden fortæller den samme historie.
”Vi har et skøde derhjemme, der dokumenterer, at vi ejer jord i Israel, men vi mistede det i 1948 og kan ikke gøre noget ved det,” fortæller Hanna Massad i Gaza. ”Det er kun ved Guds nåde, vi er i stand til at tilgive,” tilføjer han.
Hjem og marker ødelagt i Gaza
Og det er en øvelse hver dag. Uanset om man er kristen eller muslim i Gaza, kæmper man med det samme.
”At rejse er næsten umuligt. Selv i de bedste tider er Gaza aflukket som et fængsel. Israelerne kontrollerer vandforsyningen. Alle fødevarer skal forbi check points,” forklarer Massad.
De fleste fabrikker var allerede i 2002 ødelagt af de israelske styrker. Landbrug er der ikke meget plads til. De bedste jorder er konfiskeret for at bygge israelske bosættelser, fortæller Jack Kinkaid (s. 73) og citerer igen Hanna Massad:
”Jeg har venner hvis hjem og marker er blevet ødelagt, fordi de lå tæt på israelske bosættelser og bosætterne danner en bufferzone, så de kan se alting.”
Dair Yassin-massakren
På et tidspunkt inviteres forfatteren Jack Kincaid af tre messianske, dvs. Jesustroende, jøder og fem palæstinensiske kristne til et mindesmærke for Dair Yassin-massakren. De fortæller ud fra israelske historiske kilder, at den israelske militante gruppe Irgun kort før staten Israels oprettelse i 1948 - kun tre år efter Holocaust – omringede byen.
”En beslutning var taget, at for at indtage og holde Jerusalem var det vigtigt først at indtage og fuldstændig ”rense” Deir Yassin og de omliggende beboelser på grund af deres strategiske betydning. Ved solopgang satte tropperne sig i bevægelse og fuldførte opgaven og derved mistede omkring 250 mænd, kvinder og børn livet. Optegnelser viser, at kroppe blev maltrakteret, kvinder blev voldtaget og landsbyen fuldstændig gennemsøgt og ”renset” som befalet.”
Og som om det ikke var nok:
”Nogle af de overlevende mænd blev gennet samme og kørt til omgivende landsbyer for at fortælle, hvad der var sket. Den resulterende panik fik landsbyboerne til at flygte i frygt. Mændene blev så igen gennet sammen og henrettet. Fra Irguns synspunkt var operationen en total succes.” (s. 47)
Forhindringer på stribe
Bogen Between 2 Fires afslører og bekræfter et mønster. Voldsomme brud på menneskerettighederne. Hensynsløs brutalitet uanset om det går ud over kristne eller muslimer. Forhindringer og chikanerier, der skal tvinge palæstinenserne til at give op og forsvinde.
En rejse fra Gaza til Vestbredden tager omkring 40 minutter i bil. Men på grund af israelske blokeringer tager rejsen 4 dage. Palæstinenserne må nemlig rejse mod syd via Egypten, videre op til Jordan og over Allenby-broen over Jordanfloden mod vest for at besøge familie på Vestbredden.
En præst i Gaza fortæller, at han ikke har set sin kone i årevis, fordi hun ville besøge sin familie i Jordan og nu nægtes indrejse tilbage til Gaza af de israelske myndigheder.
Hvorfor giver kristne en tank til Israel?
Baptistpræsterne står en efter en undrende over for, hvordan evangeliske kristne dog kan støtte zionismen. En af dem fortæller om det groteske i, at evangeliske kristne i USA endda har doneret en tank til det israelske forsvar. En tank med skiltet ”A Gift from American Christians” blev vist på tv.
Samtidig udviser præsterne en imponerende modstandskraft. Volden får ikke lov til at æde sig ind på deres integritet.
”Vi har fået befaling om at være fredsstiftere. Vi har fået befaling om at elske vores fjender, at bekæmpe ondskab med godhed,” siger førnævnte Salim Munayer (s.43).
”Vi har levet sammen i hundredvis af år”
”Vi ønsker ikke at mennesker skal hade jøderne. Vi ønsker ikke at kristne skal holde op med at støtte Israel på lovlig vis. Men at støtte bosætterbevægelsen og de radikale jødiske ekstremister er at støtte uretfærdigheden,” siger Alex Awad, der er lektor ved Bethlehem Bible College.
Han pointerer:
”De fleste palæstinensere og kristne lever sammen i fred. Vi har sameksisteret i hundredvis af år, spist på de samme restauranter, gået på de samme skoler, handlet i de samme butikker. Vi lever sammen!” (s. 65).
Men der foreligger et stort forsoningsarbejde. Mest mellem israelere og palæstinensere, men også mellem kristne og muslimer, ortodokse kristne og evangeliske kristne. Samfundet er fragmenteret og har brug forsoning på alle planer, konkluderer Salim Munayer fra Musalaha.
”For at opbygge relationer må vi først gøre op med dehumaniseringen og dæmoniseringen af vores samfund. Det betyder at gøre op med de fordomme, som både israelere og palæstinensere har… Dehumanisering og dæmonisering opstår, når vi retfærdiggør hvad vi er og gør i Guds navn. I Guds navn gør vi de mest forfærdelige ting ved hinanden, ved mennesker, som er skabt i hans billede og lighed.”
Between 2 Fires slutter med en serie vigtige appendikser: Deklarationen ved oprettelsen af staten Israel den 14. maj 1948, FN’s sikkerhedsresolutioner af hhv. 1967 og 1973, samt Camp David aftalen af 1978 og uddrag af Osloaftalen i 1995.
Jack Kinkaid (with Ron Brackin):
Between 2 Fires
The Untold Story of Palestinian Christians
Banner Communications 2002
