Den farlige guddom og teologiens forsøg på at fredeliggøre den

Sproget, det rigtige menneskesprog, der snor sig ind omkring sindet og tør bevæge sig ad sindets veje bliver ved med at digte det uklare tydeligt, skriver anmelder af Flemming Chr. Nielsens bog ”Et hvalfangerskib var mit Yale og mit Harvard - Herman Melville og hans romaner”.

Pietetsfuldt lever han i vores overvejelser og læsning – et kultiveret og frisindet menneske, for hvem vi nærer ublandet taknemmelighed, og som på indtagende og sælsom vis er forbundet med skygger og uklarheder og med viden, at alt i vores verden er masker og flertydigheder.” p. 202

Citatet er et ”afskrab” af Herman Melvilles egne let ændrede mindeord om onklen, Thomas Melvill.

Det er karakteristisk for Nielsens gennemgang af Herman Melvilles værk med denne seneste bog i uovertruffen sproglig veloplagthed, at han er på vej ned i det fristende havs 70.000 favne. De er i modsætning til den ”svigefulde landjord” hvor digteren med det vilde sind i 1866 havde fået en stilling som toldinspektør på distriktskontor 4.

Et dobbelt oprør

Allerede inden bogen bliver åbnet, kan læseren lade sig fængsle af omslagets portræt, som Joseph Oriel Eaton har malet af Herman Melville. Det hænger på Harvard, der altså har billedet af samfundsrevserens levende, lidt trætte blik, som fanger beskueren med sit skeptiske udtryk.

Mens man i bøger om forfatterværker venter en skildring af tekster set udefra, er Melvilles afsløring af mennesket og livets uklarheder i Nielsens bog blevet en samtale mellem Melvilles tekster og forfatteren.

Juleaften 1958

Begyndelsen på den rigtige fordybelse er hin juleaften, hvor den unge Flemming på grund af hele familiens influenza var overladt til sig selv. Moby Dick blev taget ud af reolen. Romanen blev læst julenat. Det blev en forførelse, som fik ham til at oversætte hele Melvilles værk. Om det er sandt eller ej – denne læser ville på ingen måde kunne læse den mere end 500 sider kæmpe hvalfangerfortælling– og forstå den – på en nat, ikke engang en julenat. Men det er i hvert fald en svimlende god historie, og hele værket blev kongenialt oversat, så en sandhed må der være i forfatterens forord.

Ismael og den guddommelige hval

Den første sætning i Moby Dick, ”Kald mig Ismael” er et eksempel på al stor litteratur, som allerede fra begyndelsen peger på hele romanens omdrejningspunkt: Det skæve, det uklare. I Melvilles tilfælde afsløres det med Ismael, der i Bibelen er Abrahams søn med trælkvinden Hagar. Han er Abrahams førstefødte, men uægteskabelige søn hvis navn er et ordspil med ’Herren har hørt’:

Abraham og hans kone Sara havde fået løfte om at få en søn, men de var utålmodige, fordi de var blevet for gamle, mente de, og så blev den unge trælkvinde mor i stedet for. Gud havde hørt bønnerne. Ismael blev født. De ældgamle bibelskribenter har allerede vist at livets uklarhed er svaret på den gamle mands bøn om at få efterkommere. Det svar går forud for at den gamle Sara i ægteskabelig ordentlighed føder Isak. Det er sådan en accept af realiteterne Nielsen har fælles med Melville.

Forsøg på orden

Modsætningen finder man klart forstået i Nielsens erindringer fra 2013 Nu er der vel ikke mere, hvor han skriver om den forståelige faste verden mennesker i hans ungdom finder på for at klare sig: Vor verden og dens mennesker var bygget af firkantede kasser. Vort sprog af tilskårne og tilpassede og doktriner. (…) Sproget var gidsel hos tradition og vaner.

Dette tilbageblik viser en indsigt i og forståelse for trangen til at fordybe sig i romanens hav, af flere romaner og af digte, for Melville har også skrevet digte. Det er også karakteristisk for Nielsens egne bøger, hvoraf et par stykker har været anmeldt i SAMEKSISTENS tidligere.

Den virkelige uklarhed.

Nielsens anklager – eller klager - er de samme som Melvilles: Melvilles analyse af, hvordan indianerhadet opstår, gælder også antisemitismen og racismen, for hadet til mindreværdige folkeslag, som ønskes henvist til udviklingens losseplads. De historier (…) kan man i en senere tid genfinde i mediernes og reklameindustriens prægning af den offentlige mening, for når påståede fælles egenskaber monotont gentages, erobrer de øjensynligt en plads som sandhed. p. 147

Den virkelige uklarhed er nemlig den tilsyneladende orden, hvor man bygger et roligt liv på selvopfundne fordomme om hvad der er godt og ondt, så man kan bekrige de opfundne fjender. Der var jo borgerkrigen fra 1861-65; årene op til den var præget af had. Der var krigens iboende menneskeforagt: Mens borgerkrigens mørke skyer samlede sig, blev der skrevet om ’udflugter til indianerland,’ hvor indianerne opfattes som dyr, og hvor det at dræbe en indianer er det samme som at dræbe en bison. ”Men vi har med forlov en ganske anden opfattelse,” noterer Melville i én af de seks-syv boganmeldelser, han skrev i hele sit liv. p. 148.

Kafka og Kierkegaard – åndelige slægtninge

Nielsen spørger om ”vor unge Pierre” [kan] leve som et kristent menneske i et samfund, hvor religion er reduceret til tomme dogmer og vaner, og hvor kristendommen – med Søren Kierkegaards ord – slet ikke er til. p. 104

Også Franz Kafka er blevet sammenlignet med Melville:  I fortællingen om Bartleby: Vor Bartleby  er en funktionær, blegt stilfærdig og trist agtværdig, og flittig og sagtmodig går han i gang med at kopiere dokumenter. (…) Han tilkaldes, når der er brug for ham. Det går i tre dage. (tre!) Men også i denne stilfærdige mand viser der sig pludselig en farlig styrke, for da han derefter bliver tilkaldt af chefen, kommer han ikke, men svarer med blid fast stemme: ”Jeg vil helst ikke.” p.139

Bartlebys beslutning er uigenkaldelig.

Nielsen karakteriserer fortællingen som denne smertelige historie om den anonyme funktionær, der pludselig nægter at fungere som ikke-menneske i det knastfri maskineri, der holder produktionens og kapitalens sterile hjul i gang. p. 139

Bartleby bliver symbolet på civil ulydighed. Han vil ikke være en menneskelig kopimaskine.

Mens hvalkapitlerne i Moby Dick er en afsøgning af den farlige guddom og teologiens forsøg på at fredeliggøre den, bliver det tilsyneladende stilfærdige menneskes oprør en lige så gennemtrængende fare for det doktrinært opbyggede samfund.

Både Gud og Menneske er kabaler, der ikke går op

Nielsen siger om Herman Melville, at han er en kabale der ikke går op. Spermacethvalen og Guddommen er farlige, men også klare udtryk for det uklare sind.

I 2013 skrev Flemming Chr. Nielsen sine erindringer og antydede at der vel ikke var mere. Der var meget mere, og der er meget mere endnu, for livet, hvalen og menneskesindet er nok uhåndgribelige fænomener, men sproget, det rigtige menneskesprog, der snor sig ind omkring sindet og tør bevæge sig ad sindets veje bliver ved med at digte det uklare tydeligt, ligesom læseren glæder sig over befrielsen for kunstige sprogs flade ligegyldighed.

Læs, vend tilbage til Melvilles eget værk og forstå sammen med Nielsen at civilisation, den ægte civilisation er næstekærlighed.

Flemming Chr. Nielsen
Et hvalfangerskib var mit Yale og mit Harvard
Herman Melville og hans romaner, 218 sider
Gyldendal 2024