Fra systemtænkning til kreativ livsudfoldelse

- Jeg er mere til blanke Word-dokumenter end til spækfyldte Excel-ark, skriver redaktøren i en klumme, der begyndte som en drøm.

Excel-arket nærmede sig med rækker og kolonner og tal, jeg slet ikke kunne genkende. Det forvandlede sig langsomt til et net, et fiskenet i det plumrede vand, der omsluttede mig, strammede til og truede med at kvæle mig. Jeg var nødt til at bryde ud, kæmpede med arme og ben for at rive snorene over. Det lykkedes til sidst, og lidt efter lidt vristede jeg mig fri og kom op til overfladen og ud i et åbent Word dokument.

Dette er ikke en reklame for Microsoft, men en drøm, jeg havde i halvvågen tilstand en tidlig morgen. Efter hånden som jeg vågnede til mine fulde fem, spekulerede jeg over, hvad denne drøm mon kunne betyde. At jeg går for højt op i mit arbejde? At jeg netop møjsommeligt lige har tjekket alle bilag til revisoren. At jeg ikke er særlig god til regneark? Eller noget mere generelt om vores samfund?

Jeg tror det sidste. Vi måler og vejer i en uendelighed, registrerer alt mellem himmel og jord. Men gør vi noget ved det? Fører beslutninger ud i livet? Rækker en hjælpende hånd til dem, vi møder på vores vej?

Ikke meget. Som Storm P. sagde så rammende i sin tid: Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det. Han var klimabevidst, komikeren. For nu kan vi faktisk gøre noget ved det, vejret. Stille og roligt bremse CO2-udslippet. Hvis vi vil.

Der skal beslutninger til. Handling. Nu. Det kræver opfindsomhed. Det kan regnearkene ikke hjælpe os med.

Jeg må indrømme, at jeg er meget mere til helt åbne, tomme, hvide dokumenter på min gamle computer. Det blanke ark inspirerer mig. Her får tasterne liv. Her står fantasien på spring. Her blomster kreativitetens blomsterbed.

Måske er drømmen et både-og; ikke et enten-eller. Jeg skal også personligt vriste mig fri af budgetternes snærende bånd. Lade tal være tal, pengesedler være papir, bundlinjen være så kulørt, den være vil. Jeg kan ikke både dykke ned i udregningernes labyrint og samtidig flyve frit i fantasiens univers. Kun i eftertanken spiller mine to hjernehalvdele nogenlunde sammen.

Men det handler ikke kun om mig. For jeg er – trods min opvækst i Østafrika, hvor den fattige befolkning er nødt til at tage en dag, et øjeblik ad gangen – også rundet af dansk pertentlighed. Jeg bliver nemt indfanget af et system af regler, rutiner og kontrol. Som er nødvendige, ja. Men som ikke skal bremse, begrænse, fange og fængsle den kreative udfoldelse.

Selv om det er sådan, jeg har det, har jeg også lært at sætte pris på dem, der har det modsat. Som nyder rammer, rækker og kolonner. Som ikke synes, tal er truende, men tiltrækkende.

Dem har jeg så inderligt brug for. De supplerer mig.

For selv er jeg altså mere til blanke Word-dokumenter end til spækfyldte Excel-ark.