Feminist sender frisk luft i indkrogede tankebaner

Sallie McFauge udvider tankernes blodårer i bogen Hengivelsens Teologi. Mennesket er ikke over naturen, men indeni den.

Altings indbyrdes afhængighed. Selvopofrende kærlighed som livets essens. Gud som ven og ikke som distanceret almægtig monark.

Det er nogle at pointerne i Sallie McFauges’ bog Hengivelsens teologi (Boedal 2024). Den feministiske klimateolog gør oprør mod det individualistiske, magtsøgende, og ressourceforbrugende menneske og appellerer til relationel, ydmyg og gensidigt ansvarlig opførsel på en planet, der er truet af klimaforandringer.

Mennesket ”inde i naturen”

Opgøret tager hun oppefra og ned, fra gudsopfattelsen til de helt jordnære relationer til mennesker og natur. Gud er ikke almægtig, monarkisk, som i vestlig teologi, men sårbar i ”radikal relationalisme”, som østens teologer plæderer for. Den kristne lære om Treenigheden er et eksempel, hvor tre ”personer” konstant giver og modtager fra hinanden.

Mennesket er ikke enestående udenfor naturen, men indeni naturen som en del af den. Vi kan ikke behandler planter og dyr som vi vil, for vi er dybt afhængige af begge dele. Faktisk kan vi ved at se ind i et dyrs øjne ane dets subjekt, at de også har følelser, vilje og tanker. På samme måde har planter bevidsthed i kraft af deres iboende liv. Og fordi vi deler liv med både planter og dyr, har vi en forbindelse, en relation, der forpligter til kenotisk kærlighed.

Selvopofrende kærlighed

Her er vi inde ved kernen i Sallie McFagues argumentation. Det oldgræske kenosis betyder hengivelse, eller mere ordret selvudtømmelse. Begrebet stammer fra urkirkens hymne i Paulus’ brev til Filipperne, kapitel 2, vers 5 og frem, hvor Kristus ”tømte sig selv” i tre led: blev menneske, blev tjener, blev ét med det skabtes vilkår i døden.

Apostlen formaner kristne til at have det samme sindelag som Kristus. Altså at selvudtømmelsen, hengivelsen skal præge vores liv og være en strøm af kærlig hengivelse til medmennesket og hele skabningen.

Inspiration fra øst

Sallie McFague trækker på en række postmoderne teologer, når hun så at sige trækker læseren væk fra en klassisk protestantisk kristendomsopfattelse og hen imod en mere holistisk og østligt inspireret udgave. Ikke blot fra ortodoks teologi, men også fra hinduisme og buddhisme. Fra sidstnævnte henter hun formuleringen ”altings indbyrdes afhængighed”.

Mennesket er ikke rationelt; det er relationelt. Eksistens er sameksistens.

Hengivelsens teologi sender frisk luft i indkrogede tankebaner. Selv om man ind imellem studser over forfatterens synspunkter, er disse formuleringer netop med til at udvide tankernes blodårer, så det er nemmere at danne sin egen mening i stedet for blot at replikere andres.

Nødvendige metaforer

Sallie McFague (1933-2019) er feministisk teolog og særlig kendt for sine refleksioner over teologisk sprog, der nødvendigvis må tales i metaforer al den stund at Gud er umulig at beskrive konkret.

I forordet til Hengivelsens teologi giver professor i systematisk teologi Niels Henrik Gregersen en fin indføring i forfatterens liv og værker. Hendes tidligere bøger Modeller af Gud og Klimateologi er udgivet på dansk i hhv. 1991 og 2010.

Hengivelsens teologi er oversat af Louise Klinke Øhrstrøm i et flydende, mundret sprog. Til gengæld lader bogens omslag af David Lund Nielsen meget tilbage at ønske.

Sallie McFague:
Hengivelsens teologi – Kenosis, klimakrise og menneskets forbundethed med naturen
Forlaget Boedal 2024