Historiker: Før zionismen levede jøder og palæstinensere sammen i fred

Ilan Pappé giver et vink med en vognstang til europæiske regeringer om at vedkende sig deres ansvar i fordrivelsen af palæstinenserne i 1948 og søge en løsning på Israel-Palætina-konflikten, der ruller historien tilbage.

Fred mellem Israel og Palæstina kommer ikke gennem en to-statsløsning, men ved at gå tilbage til tilstanden før den zionistiske invasion i 1948, hvor alle palæstinensere – jøder og arabere – levede i fredelig sameksistens, sagde den israelske historiker Ilan Pappé ved Europæisk Palæstinensisk konference.

Det er ikke rimeligt at det arabiske Palæstina skal bøde for et europæisk ”problem”, mener han med henvisning til Europas eksport af problemet med antisemitisme til hjertet af Mellemøsten, hvor oprettelsen af staten Israel betød fordrivelsen af den indfødte befolkning.

Det bør bevægelser som European Palestinian Network gøre europæiske politikere opmærksom på, sagde han ved European Palestinian Network’s konference Together for Humanity den 11. januar 2025.

Ilan Pappé er israelsk historiker, kendt for at udfordre de almindeligt accepterede versioner af Israels historie og grad af skyld i Israel-Palæstina-konflikten. Ilan Pappé blev født i Haifa, Israel, af to tysk-jødiske indvandrere. Pappé har en Ph.d.-grad i historie fra Oxford University og underviste ved Haifa University mellem 1984 og 2006. I 2007 flyttede Pappé fra Israel til Storbritannien for at arbejde som professor ved University of Exeter.

SAMESISTENS bringer her et uddrag af hans tale:

Det er naturligt og nødvendigt at presse Europas regeringer til at tage en aktiv rolle, så folkedrabet stopper, og Israel ville blive begrænset og tæmmet i sine næste kapitler.

Hvad overraskede os egentlig i de forfærdelige begivenheder, der udspillede sig siden den 7. oktober? Blev vi overraskede over vildskaben og arten af Hamas' forsøg på at stoppe belejringen og få Israel til at befri politiske fanger og bidrage til den langsigtede palæstinensiske kamp for befrielse. Jeg tror, ​​de fleste af os, der bor der, de fleste af os, der er observatører af stedet, de fleste af os, der er bekendt med historien om kolonisering og anti-kolonisering i Palæstina, ikke er så overraskede.

Blev vi overrasket over de hensynsløse, umenneskelige israelsk reaktion? Jeg tror igen, de af os, der bor der, de af os, der observerer, analyserer, forsker, studerer Israel og zionisme, var desværre ikke så overraskede over niveauet af umenneskelighed som ledsagede den israelske folkedrabspolitik i Gaza.

Det, ​​jeg deler med mange mennesker, er overraskelsen over den europæiske position. Europa, der byggede et grundlag for international ret efter Holocaust under Anden Verdenskrig. Europa, der hævder at være model for civilisationen for resten af ​​verden, er ligeglad og ignorerer det mest tv-transmitterede folkedrab i moderne tid. Det sker på niveauer af uvidenhed og ligegyldighed, vi har ikke i dette århundrede eller i sidste halvdel af det andet århundrede. Vi har ikke tidligere oplevet de mest kyniske europæiske regeringer og politiske eliter tidligere har været vidne til menneskelige katastrofer af denne art.

Hvordan kommer det sig, at Europa, og især Vesteuropa, har nået et sådant niveau af umenneskelighed, ignorance og ligegyldighed?

Jeg ved, hvor kynisk politik kan være. Jeg ved, at jeg skrev meget om magten i den pro-israelske lobby, og alligevel forberedte intet mig på sådan en respons, der ikke kun tilsidesatte umenneskeligheden på stedet. Men som er villig til at ødelægge selve grundlaget for demokrati i Europa og især i Vesteuropa for at give immunitet til de israelske handlinger.

Hvordan nåede vi det øjeblik, hvor en optimistisk, håbefuld sætning som ”Palestine will be free, from the river to the sea”, i hver vesteuropæisk efterretningstjeneste og politi betragtes dette slogan som en terrorhandling. Tænk, hvis nogen kommer fra Mars og får at vide, at det værste, du kan gøre i Tyskland, er at bede om, at folk, der bor overalt i verden, skal være frie, mens de bor mellem to vandkilder. De ville finde det utænkeligt, uacceptabelt. For ikke at nævne, at denne linje af håbefulde, optimistiske idéer om befrielse af Palæstina nu er føjet til ord, du ikke kan sige uden straks at blive fremstillet som terrorist.

Hvordan kan vi tolerere, at der i Københavns by er 55 flag fra Ukraine og ikke ét palæstinaflag. Folk i Ukraine bliver ikke udsat for folkemord, men det er palæstinenserne. Dette er noget, der forvirrer sindet, men som fortjener analyse. Og til det har man nogle gange brug for historikere. Til at forklare det patologiske vesteuropæiske problem kan en historiker tjene som læge. Og Vesteuropa har et patologisk problem. Og det patologiske problem blev løst og bliver stadig løst på bekostning af palæstinenserne og Palæstina. Dette er et utroligt historisk casestudie, hvor en nation i hjertet af den arabiske, muslimske verden, konstant er løsningen på et gammelt europæisk spørgsmål om racisme og antisemitisme.

Zionismen var en europæisk løsning for et europæisk problem. Europa døjede med høje niveauer af racisme i almindelighed og antisemitisme i særdeleshed. Og antisemitismen nåede bestemt det forfærdelige øjeblik med folkedrabet på jøderne under Anden Verdenskrig. Men selv før folkedrabet på jøderne under Anden Verdenskrig besluttede en koalition af forskellige interesser i Vesteuropa, at den bedste måde at håndtere det, som folk i Europa kaldte ”det jødiske problem”, at den bedste måde at håndtere det på var at lytte til en gruppe evangeliske kristne og nogle jødiske intellektuelle i Østeuropa, der sagde, at den bedste måde at håndtere antisemitisme på, er at kolonisere Palæstina.

Hvis du læser europæiske politikeres og lederes dagbøger, så mente de fleste af dem, at dette var en urealistisk, umoralsk og uacceptabel løsning på problemet med antisemitisme. De fleste fornuftige europæere fra før Første Verdenskrig mente ikke, at løsningen på hadet mod jøder i Europa, er at kolonisere Palæstina. Palæstina blev set som en del af det osmanniske rige, som en del af den arabiske verden. Det havde intet med Europa at gøre.

Og det stod klart, at hvis man ønsker at løse det europæiske problem med antisemitisme i hjertet af den arabiske verden, er den eneste måde at gøre det på ved magt. Og hvis der er modstand, skal du bruge mere magt. Du giver ikke op på ideen, men du prøver med magt at påtvinge den igen og igen. Og efter Anden Verdenskrig, og dette er langt mere kynisk, skaber du en fortælling, hvor denne kraftfulde påtvingelse af en europæisk løsning på en palæstinensisk nation i hjertet af den arabiske verden, bliver en fortælling om den ny og bedre verden, der blev skabt efter Anden Verdenskrig.

Så du bruger international ret, du bruger international humanitær lov til at retfærdiggøre den kraftige påtvingelse af en europæisk jødisk stat på Palæstina gennem fordrivelse af palæstinensere. Ikke underligt, at jeg ikke kender nogen palæstinenser i dag, der har nogen som helst tro på international ret og endda på international humanitær indsats.

Projektet måtte bruge magt for at fratvinge palæstinenserne landet. Og fordi palæstinenserne ikke var en nation af krigere, men bestod af mennesker, der ikke ønskede krig eller at blive involveret i nogen voldelig konfrontation med nogen, var det relativt let at fordrive halvdelen af ​​Palæstinas befolkning i 1948.

Der var ikke megen modstand mod fordrivelsen, fordi det palæstinensiske samfund troede på det internationale samfund til sidste øjeblik. Og at de i den nye verden navn, som de hørte om fra Europa, ville blive forsvaret og beskyttet. Selv FN lovede at forsvare palæstinenserne. Men intet af det skete, og halvdelen af ​​palæstinenserne blev flygtninge, mens 80 procent af Palæstina blev en jødisk stat.

Alligevel fortsatte Vesteuropa med at være den vigtigste allierede ved siden af ​​USA med denne historiske uretfærdighed. Det blev endda beskrevet som den vigtigste retsakt internationalt. At give jøderne en stat efter 2.000 års eksil var den fortælling, der fulgte med erklæringen af ​​staten Israel den 15. maj 1948. Selv Sovjetunionen sluttede sig til Vesteuropa og USA for at fejre jødernes tilbagevenden efter 2.000 års eksil.

Så når folk siger, at staten Israel er lovligt internationalt, har de ret. Det blev institutionaliseret gennem international lov. Men er det en legitim størrelse? Legitimitet og lovlighed er ikke det samme. Og det er op til europæerne at genåbne dette spørgsmål. Jeg taler ikke om at ødelægge en stat. Jeg taler ikke om at gøre med israelske jøder, hvad israelske jøder gjorde mod palæstinenserne. Jeg taler om det eneste, du stadig kan rette op på fra tidligere ondskaber, og det er at være loyal over for selve de principper, som verden har lovet palæstinenserne i 1948, principper om lighed, demokrati og selvbestemmelse.

To-statsløsningen lover ikke demokrati. Det er bestemt ikke lighed at bygge en nation på Vestbredden ogpå  Gaza-striben. Det er en meget dårlig implementering af den palæstinensiske ret til selvbestemmelse. Men folk siger, at vi er nødt til at acceptere det. Det er mere realistisk. Det er mere pragmatisk. Og det er i henhold til international lov. Men den internationale lov er den oprindelige synd for det, der sker i dag i Palæstina.

Så vi bør sætte spørgsmålstegn ved den lovlighed. Vi bør sætte spørgsmålstegn ved international lov. Og vi bør bede vesteuropæerne om, på grund af deres medvirken i dette projekt, at gå tilbage til principperne om lighed og demokrati og selvbestemmelse og ikke tilbyde sig selv som mæglere mellem israelere og palæstinensere, men som mennesker, der har et historisk ansvar for at hjælpe palæstinenseren med at genvinde, hvad Europa hjalp med at tage fra dem.

Så jeg opfordrer jer til at være en kraft, der beder det europæiske samfund og især de vesteuropæiske samfund til at gå tilbage til fortiden, for at studere deres egen medvirken i etableringen af ​​en europæisk jødisk stat gennem fordrivelsen af palæstinenserne. Om deres rolle i at tie om det gradvise folkedrab på det palæstinensiske folk, der ikke startede den 7. oktober 2022.

Der er meget, Europa kan gøre. Og det faktum, at Europa så let lod amerikanerne være de vigtigste fredsmæglere, er ikke en undskyldning for ikke at kræve af Europa at være der nu for at rette op på den uretfærdighed, de var med til at skabe i Palæstina i 1948.

Og det, vi taler om, er en anden slags fremtid for mennesker, en fremtid til at leve lige, uanset hvem de er, i en demokratisk stat, hvor jøder og arabere kan genskabe den virkelighed, de levede i før kolonialismens og zionismens ankomst, ikke kun til Palæstina, men til resten af ​​det østlige Middelhav, hvad araberne kalder Mashrek.

Vi skal huske, at den fremtidige løsning ikke ligger i supermarkedet af europæiske ideer. Det er i Palæstinas fortid fra før 1948, hvor der var ægte sameksistens mellem jøder, muslimer og kristne. Det var et tidspunkt, hvor Palæstinas økonomiske potentiale endnu ikke var ødelagt af den zionistiske bevægelse.

Det kunne have været det fyrtårn, der ville have oplyst det østlige Middelhav og den arabiske verden som helhed, i stedet for at være det åbne sår, som ikke tillader den arabiske verden at håndtere sine egne problemer kraftfuldt og ægte.

Palæstinenserne er ikke kun ofre. De er en stolt nation, der havde strålende præstationer før zionismens ankomst. Før zionismens ankomst er vi nødt til at lære om den palæstinensiske Nahada, renæssancen mellem 1750 og 1850, hvor palæstinensiske digtere og forfattere bidrog til kulturen i hele området. Palæstinenserne - om de var arabere eller jøder, om de var muslimer eller kristne eller jøder - sameksisterede, levede sammen, fejrede hinandens festligheder og sørgede sammen over hinandens katastrofer.

Fred kan oplyse om det Palæstina, det var, fordi det er nøglen til det Palæstina, der burde være. Og vi burde alle arbejde for det. Nøglen til en løsning er ikke i Washington. Nøglen er i det globale syd. Nøglen er i Brasilien, Sydafrika, Indonesien, Malaysia og de arabiske lande. Vi har brug for den muslimske verden, vi har brug for det globale syd til at sige, ja, vi kan være med til at afkolonisere ​​Palæstina. Palæstinenserne vil have meget mere tillid til den arabiske verden. De kan tilbyde en meget mere ægte løsning og hjælp til den palæstinensiske bevægelse og til alle de jøder, der er villige til at se sig selv leve i fremtiden som ligeværdige og ikke en del af en apartheidstat.