Journalist: Efterlad ikke Gazas børn alene

Wejdan Abu Shammala medvirkede på europæisk palæstinensisk konference og rapporterede direkte fra Gaza, hvor over 200 palæstinensiske journalister er dræbt af den israelske hær.

- Lad ikke Gaza være alene. Gør alt, hvad I kan, for at stoppe folkedrabet.

Wejdan Abu Shammalas tale på European Palestinian Network’s konference i København den 11. januar 2025 skar i hjertet. Som journalist i Gaza fortalte hun grufulde historier om ofrene for Israels hævnangreb mod Hamas.

- Da jeg blev bedt om at berette om ​​befolkningen i Gazas oplevelser under folkedrabet, vidste jeg ikke, hvor jeg skulle begynde, indledte hun. - Skulle jeg fortælle om en studerende, der mistede sin drøm om at afslutte sit sidste år og dimittere fra universitetet som tusindvis af studerende i Gaza-striben. Eller skulle jeg fortælle om en ung kvinde, der mistede over 200 medlemmer af sin familie, der nu er blevet fuldstændig slettet af folkeregistret for altid? Eller skulle jeg tale som en ung kvinde, der er blevet fordrevet utallige gange med sin familie på jagt efter sikkerhed som to millioner indbyggere i Gaza-striben?

- Helt ærligt, jeg ved ikke, hvordan jeg kan forklare et år og et par måneders lidelse på få minutter. Denne smerte ville tage årtier at beskrive, sagde hun.

Vi ville dø sammen på én gang

Og så fortalte hun sin egen historie:

- Den 23. januar 2024 klokken 05.00 vågnede min familie og jeg op efter kun tre urolige timer på grund af de vedvarende bombardementer. Vi sov alle i stuen, fordi vi sagde, at hvis vi blev dræbt, ville vi dø sammen, død på samme tid.

- Vi talte om at flygte, så snart solen stod op, fordi lyden af ​​krigsfly og kampvogne var højere og højere, mens den israelske besættelse bombede et hus ved siden af ​​vores i stykker. Vinduet blev splintret i stykker og sårede i mit hoved. Vi hørte skud og så kampvogne og vidste, at vi kunne blive dræbt ethvert øjeblik.

- Dette er symbol på lidelsen for to millioner Gaza-borgere, der er blevet fordrevet utallige gange fra sted til sted. Intet sted er sikkert i Gaza-striben og som journalist har jeg stået over for utallige udfordringer, mens jeg forsøgte at dokumentere krigshistorierne.

Støvet, smerten er en skarp påmindelse

- Jeg husker en bestemt dag, hvor jeg tog på hospitalet for at rapportere en historie om et tre-årigt barn dræbt af israelsk besættelse. Han er min fætter. Jeg gik hen på hospitalet for at rapportere historien om drengen, der blev bombet tæt på mit hjem, da han sammen med sin otte år gamle bror var på vej hjem fra supermarkedet efter at have købt nogle snacks. Jeg talte med drengens mor, der led under en enorm smerte ved at miste sit yngste barn. Støvet, smerten, var en skarp påmindelse om, hvor hårdt livet i Gaza er.

- Selv som journalist, der forsøger at fortælle disse historier, går vi konstant på en knivsæg mellem liv og død. Men det handler ikke om vores historier, men om de utallige børn i Gaza, som står i utænkelige situationer. Den handler om mødre, der begraver et barn, mens de holder fast i et andet og beder for deres overlevelse.

Blev dræbt samme dag som han skulle være far

Over 200 palæstinensiske journalister er dræbt af den israelske hær, fortalte Wejdan Abu Shammala på konferencen. En af dem var Ayman Al-Jedi, der arbejder for Al-Quds Today-kanalen.

- Den 25. december 2024 var han på Al-Awda hospital i Al-Nusayrat flygtningelejr i det centrale Gaza. Da han ventede på fødslen af ​​sit første barn udenfor hospitalet, ramte et målrettet israelsk angreb området og dræbte Ayman sammen med fire af hans journalistvenner. Aymans søn blev født samme dag som sin fars død.

- I Gaza står journalister over for alvorlige farer hver dag. Den israelske besættelse respekterer ikke rettigheder, selvom international lov beskytter journalister, hvis job er at fortælle sandheden, dele historien om mennesker, der lider. Men i Gaza kan dette arbejde koste dem livet.

Mor advarede: Gå ikke ud!

- Min mor ville forhindre mig i at skrive noget eller at offentliggøre noget om folkedrabet og sagde: Wejdan, jeg er bange for at du vil blive dræbt af et målrettet israelsk angreb eller at vores hjemmet vil blive angrebet. Vi har mange børn og 45 familiemedlemmer fra vores familie, som er kommet hertil fra det nordlige Gaza. Så gå ikke ud, skriv ikke noget, udgiv ikke noget!

- Men efter tre-fire måneder tog jeg alligevel ud på hospitaler og skoler for at dokumentere lidelserne og folkedrabet. Mange journalister er blevet dræbt under arbejdet. De bar ikke våben. De tog kun billeder, skrev en historie. Nogle er kommet til skade eller er anholdt og mange mediekontorer og pressebiler er blevet bombet, selv når de var tydeligt mærket ”Presse”.

- Disse journalister arbejdede på at dele sandheden og dokumentere deres folks lidelser. Disse handlinger angriber ikke kun journalister, de angriber også i sandheden og i friheden.

Gaza har brug for jer!

- Min far fortalte mig, at selv at prøve at finde mad er farligt. Bomber falder overalt, og der er ikke noget sikkert sted at tage hen. Den israelske besættelse med al dens avancerede teknologi bomber civile og også telte og børn. De ødelægger huse og liv, og efterlader familier som min til at leve i frygt hver dag.

- Dette er livet i Gaza. Mine ord kan ikke beskrive den virkelighed, som befolkningen i Gaza og min familie gennemlever. Men jeg vil sige: Gaza har brug for jer. Gaza ser jer. I har magten til at redde Gaza gennem boykot, bevidstgørelse og handling. Selv en lille handling kan gøre en stor forskel, sluttede Wejdan Abu Shammala sin appel.