Israels motiver afsløret

Netanyahu afslører nu, hvad der hele tiden har været Israels plan: At fordrive palæstinensernes fra deres land og etablere den israelske stat på deres jorder. Et brud på folkeretten.

Natten til tirsdag for en uge siden brød Israel våbenhvilen, som de ellers havde indgået, og stoppede dermed anden fase, der skulle få samtlige israelske gidsler ud af Gaza og sikre tilbagetrækning af alle israelske soldater fra landstriben.

Men nej, ikke en gang Israels egne gidsler betyder åbenbart noget i den israelske premierministers hævntogt over palæstinensiske oprørere og hans samtidige bestræbelse på at udsætte den retssag mod korruption, som han selv står anklaget for.

Langt mindre betyder palæstinensiske børns liv. Ifølge Amnesty blev 174 børn dræbt ved forrige tirsdags angreb, i alt gik 414 menneskeliv tabt. De føjer sig til de tusindvis af palæstinensiske dødsofre på den israelske stats alter helt siden statens etablering i 1948. Her blev over 400 landsbyer jævnet med jorden og 750.000 palæstinensere dræbt eller drevet på flugt.

Det samme sker i dag for vore øjne. Gaza tæller over 46.000 dræbte på halvandet år. På Vestbredden er over 40.000 fordrevet - ifølge eksperter den største fordrivelse siden seksdageskrigen i 1967.

Er der et mønster? Ja, Netanyahu og hans højreradikale regering afslører med brud på våbenhvilen, hvad der hele tiden har været strategien. Palæstinenserne skal fordrives og israelere indtage deres land.  Derfor støtter regeringen også de mellem 650.000 og 800.000 israelske bosættere på Vestbredden, selv om bosættelserne af FN er erklæret ulovlige.

Netanyahu gør det samme som Putin gør i Ukraine. Putin fordømmes, men Netanyahu har åbenbart frit lejde.

Det er nemt at blive opgivende og måske apatisk, når man ser ondskaben udfolde sig så systematisk og totalt tonedøvt over for folkeretten.

Men hvor er vi henne, hvis ingen siger fra? Hvad sker der med vores moralske kompas, hvis ikke nogen råber op og protesterer mod noget, der er så åbenlyst forkert?

Vi kan håbe at der med tiden rejser sig en bølge af protest over uretfærdigheden fra folkehavet i Israel, i Europa og Vesten, ja i hele verden, så uhyrlighederne får en ende.

Indlægget er også bragt i Avisen Danmark.

Forrige
Forrige

Podcast om tro og magt i Det Hellige Land

Næste
Næste

Efter ramadanmiddag i kirke: Ok at invitere muslimer indenfor