Efter ramadanmiddag i kirke: Ok at invitere muslimer indenfor

- Jeg kan ikke deltage i det kollektive karaktermord på andre, der har en anden religion, skriver Linda Ammitzbøll-Bach, menighedsrådsmedlem i Tingbjerg Kirke, der inviterede til Ramadanmiddag og fik flere debattører på nakken.

Af Linda Ammitzbøll-Bach. Indlægget har været bragt i Kristeligt Dagblad.

Nu er Tingbjerg igen i en shitstorm. Vi afholder en ramadanmiddag i Tingbjerg Kirke isamarbejde med Dialog Forum. Det er en middag og ikke en religiøs handling. Helt automatisk og forventeligt er der nogle, der trækker djævlekortet, mener, at vi lukker Satan ind, gør knæfald for islam og så videre. Her er tale om en organisation, Dialog Forum, der har fredelig sameksistens som mål. Dialog Forum er faktisk inspireret af blandt andet nogle af de største danske teologer, N.F.S. Grundtvig og K.E. Løgstrup.

At være folkekirke i en bydel som Tingbjerg er ikke som at være folkekirke i en kulturkristen middelklasseforstad med hr. og fru Danmark, hvor 80 procent er medlemmer, og næsten alle børn bliver døbt og konfirmeret. Tingbjerg er et multikulturelt samfund med knap halvdelen af verdens nationer repræsenteret og derved også adskillige religioner. Dette giver udfordringer, men også glæder og fællesskaber på tværs med mennesker, man ellers ikke ville have mødt. Kirken er også kirke for bydelen og ikke kun for sognebørnene.

Et gammelt ordsprog siger: "Smil til verden, og den smiler til dig". Det kan man faktiskopleve i Tingbjerg, hvis man kommer med en åben indstilling til sine medmennesker og især de medmennesker, der er helt anderledes end en selv i udseende, klædedragt, madvaner, tro og så videre. Jeg har i denne bydel mødt mennesker, som jeg ellers ikke ville møde i den middelklassebydel, hvor jeg bor. Jeg har i mere end 13 år haft min gang i Tingbjerg og betragtet denne bydel som mit second hood - mit andet lokalområde.

Når Tingbjerg er blevet omtalt i medierne, har det oftest været for det dårlige. Der har sjældent været fokus på de gode ting og de mange ildsjæle, der er i bydelen. En helbydel og dens beboere har været talt ned. Jeg har været til eid-fester, hvor jeg har været som repræsentant for en kirke eller kristen organisation. Som bekendende kristen har jeg ikke en eneste gang oplevet nedgørelse eller devaluering af min person grundet min tro. Tværtimod. Jeg har oplevet nysgerrighed og respekt.

Jeg kan ikke deltage i det kollektive karaktermord på andre, der har en anden religion. Her er det oftest muslimer, det går ud over. Jeg har de dejligste muslimske venner, og det smerter mig at vide de ting, de skal stå til mål for. Det er faktisk noget, der påvirker individet og er traumatiserende. Når du har med et menneske at gøre, holder du noget af dets skæbne i din hånd. Det kunne man med en vis frihed også overføre til grupper – min fri fortolkning af Løgstrups tanker. Eller er det bare lige meget, at man kan påvirke andres liv i negativ retning, når de alligevel ikke er som os pæredanske?

Jeg har deltaget i fejringen af Jesu fødsel i en moské, hvor en præst forkyndte og prædikede. Hvis vi som kristne skal have taleret om vores tro, må vi også give andretaleret, ellers repræsenterer vi en ensidig og totalitær tankegang. Er det det, vi vil, når vi samtidig vil forkynde friheden i evangeliet? Mennesker kommer ikke nødvendigvis til tro på grund af det, vi siger, men som følge af en egen indre udvikling og dannelse eller ved erfaringer med det spirituelle. Hvis man vil have en platform at tale fra, må man også være villig til at give andre den samme mulighed. Hvis du virkelig tror, at din tro er truet af at være nysgerrig over for andres tænkning og tro, så er det måske en meget lille gud, du tror på? Eller din tro er måske meget lille, en fane du højtråbende bærer foran dig, fordi det er det eneste, du oplever som din eksistensberettigelse, og du er bange for, at din person forsvinder?

Man behøver ikke give køb på sin tro, når man inviterer andre indenfor. Det kan være anledningen til at blive mere bevidst og dedikeret med hensyn til ens eget ståsted. Kun ved at tale sammen kan vi skabe sammenhængskraft og bane vejen for et mere fredeligt og stabilt samfund. Så lad os begynde med at spise sammen og "som venner i lys vi tale".

Hvordan gik middagen så? Menighedssalen var fyldt af en meget broget forsamling. Der var god stemning, forventningsfuld, kærlig, imødekommende og nysgerrig. Der var et oplæg om, hvad den muslimske faste betyder, og et oplæg om den kristne faste. Maden blev serveret, og man begyndte først at spise, når alle havde fået. Inden spisningen blev den muslimske bøn, der bryder fasten, fremsagt, hvorefter der blev bedt Fadervor. Man deltog i den bøn, der havde tilknytning til ens eget religiøse ståsted, eller man undlod at deltage. Aftenen blev afsluttet med sangen "Ramadan i København", hvis tema er stemningen i byen under ramadanen og taknemmelighed.

For mig personligt sluttede aftenen i kirkesalen med lystænding og bøn sammen med en af mine nære muslimske venner.

Linda Ammitzbøll-Bach er menighedsrådsmedlem i Tingbjerg Kirke.