Jødisk kulturhistoriker: Israel er en europæisk kolonial forestilling

Omkring 80 svendborggensere samledes tirsdag til foredrag med dansk-palæstinenser og dansk jøde.

‘Det zionistiske projekt er grundlæggende racistisk og udspringer af Europa’, lyder det fra den jødiske kulturhistoriker Morten Thing på foredrag i Svendborg.

Morten Thing rejser sammen med Fathi El-Abed, der er formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, Danmark tyndt med foredraget: “Krigen og freden der udeblev”. Tirsdag d. 5. marts nåede de AOFs lokaler i det sydfynske. 

‘Jøderne gentager, hvad de selv har været udsat for’

Morten Thing lægger ud:
- Da jeg som ung var i Kibbutz var vi en dag ude at plukke appelsiner. Jeg undrede mig over, at der lå ruiner blandt appelsintræerne. Det var første gang, jeg blev konfronteret med palæstinensernes historie, og jeg blev overvældet af skamfølelse,” begynder Morten Thing. 

Det blev starten på en årelang forskning i staten Israels oprettelse, dens systematiske diskrimination af palæstinensere og arabiske jøder og statens forhold til Vesten. Og konklusionen er klar:
- Meget af det, som jøderne selv har været udsat for, har de gjort i deres egen stat, lyder det. 

Racisme er den røde tråd

Thing beskriver ‘latent racisme’ som den røde tråd i Israels historie fra ‘zionismens fader’ Theodor Herzl til Israels første premierminister Ben Gurion og frem til Netanyahu i dag. Muliggjort af den europæiske koloniale forestilling om, at man kunne gøre med andres lande, hvad man ville.

Behovet for en jødisk stat udsprang blandt andet af de kristnes diskrimination af jøder i Europa siden kristendommens indtog, fortæller Thing:

- Samvær mellem jøder og kristne blev forbudt. Jøder blev placeret i ghettoer. Også i København var en jødisk ghetto på tegnebrættet i 1760’erne. 

Det gav opbakning til ideen om en jødisk stat, men det skulle hurtigt vise sig, at ikke alle jøder var skabt lige, konkluderer Thing. Ikke-europæiske jøder blev set som ‘ikke-civiliserede’ og det resulterede i en række racistiske skandaler: 

I 1950’erne blev yemenitiske børn kidnappet fra deres forældre og solgt til amerikanske jøder. Under ringormsskandalen blev omkring 100.000 marokkanske jøder udsat dødelig radioaktiv stråling 700 gange stærkere den den maksimale tilladte dosis. Og etiopiske jødiske kvinder blev sat på tvangsprævention.

Morten Thing bemærker, at vestlige jøder konsekvent kommer uberørt ud på den anden side. De er ‘fredede’, lyder det. 

‘Israel er ikke et demokrati’

Racismen indfinder sig også i Israels statsindretning og regeringsbeslutninger: 

- Det er en myte, at Israel er Mellemøstens demokrati, for siden 1950’erne har jøder og palæstinensere ikke samme basale rettigheder. Palæstinsenere måtte ikke eje jord eller oprette politiske parter. Deres skoler var underfinancierede og fik 4-5 gange færre midler end jødiske skoler. 

Thing fortsætter:

- På Vestbredden, som er et erobret landområde, er der deciderede veje og områder, som kun er for jøder. Det er i Vestbredden, at begrebet apartheid-stat er taget i brug som det bedst dækkende ord for, hvad der foregår. 

Retten til at forsvare sig dækker over israelsk ekspansionspolitik

I foredragets anden halvdel har Fathi El-Abed ordet. Han er - sammen med omkring 5,5 millioner nulevende palæstinensere - efterkommer af én af de mere end 750.000 palæstinensere, der blev fordrevet under Nakba’en i 1948. 

- Kerneargumentet i Israels fortsatte ekspansion er deres ret til at forsvare sig. Det udsagn lukker diskussionen. Men rækkefølgen har altid været: ‘Israelsk erobring - palæstinensisk modangreb - israelsk selvforsvar,” lyder det fra Fathi El-Abed. 

Volden starter hos Israel, og de forsvarer det med: “Hvis vi ikke angriber dem, vil de angribe os.” Præcis som vi hørte præsident George Bush sige før invasionen af Irak, konkluderer han. 

Larmende tavshed i Vesten

Vestlige medier og politikeres tavshed under Israels overtrædelse af international lov og menneskerettigheder er larmende, mener Fathi El-Abed. 

- Ingen journalister tog kontakt til Dansk Palæstinensisk Venskabsforening efter d. 7. oktober, og da jeg for nylig blev bedt om at være med i P1 debat, fik jeg at vide, at Palæstina før d. 7. oktober ikke var relevant for udsendelsen, beretter El-Abed. 

I den virkelige verden møder Fathi El-Abed større forståelse for palæstinensernes sag: 

- Mange skammer sig, men ingen tør stå frem, for indrømmelser er en erkendelse af skyld. 

Og det er der en årsag til. Både Fathi El-Abed og Morten Thing kan nemlig berette om eksklusion og fordømmelse på grund af deres fortalervirksomhed for den palæstinensiske befolkning. 

Mulig fred?

Til sidst åbnes der op for spørgsmål. De fleste handler om mulighederne for fred i fremtiden, men det viser sig hurtigt at være en kompleks sag bl.a. på grund af befolkningstilvæksten i et lille landområde med begrænsede naturressourcer: 

- Én af udfordringerne ved en to-statsløsning er, at Israel ikke kommer til at opgive det besatte ‘område C’ i Vestbredden. Det er en vigtig vandressource for Israel, som lige nu overforbruger og importerer vand udefra. 

Og Fathi El-Abed supplerer: 

- En anden udfordring er, hvad der skal ske med de 700.000 israelske bosættere, som lige nu bor ulovligt i palæstinensiske områder? Regeringen har set passivt til i 30 år.

Siden d. 7. oktober er snakken om en samlet integreret stat derfor også blevet mere udbredt:

- Israel er blevet til ved, at jøderne har fordrevet den oprindelig befolkning. Vi kommer ikke til at se fred, før vi har en stat, hvor begge grupper kan leve og have samme rettigheder, slutter Morten Thing. 

Publiceret første gang 12. marts 2024.