Kan Afrika lære os noget om fredelig sameksistens?

Vi lever sammen med vores muslimske naboer og deltager i hinandens livsbegivenheder. Nøglen er at tjene hinanden, siger biskop over Brødrekirken i Vesttanzania Ezekiel Yona.

Kan Afrika lære os noget om fredelig sameksistens? Noget tyder på det.

For selv om kontinentet også er præget af etniske og religiøse konflikter, er det også her, de mest fremtrædende fredsmæglere og konsensussøgende statsledere er trådt frem på den internationale scene: Nelson Mandela, Desmond Tutu og den tunesiske kvartet, der modtog Nobels Fredspris i 2015, Houcine Abassi, Mohamed Fadhel Mahfoudh, Abdessattar Ben Moussa og Wided Bouchamaoui, der samlede landets 21 partier til fredsdialog, for at ikke det arabiske forår i Tunesien skulle løbe helt af sporet.

Fred, pragmatisme og ønske om samarbejde

Det østafrikanske land Tanzania er kendt for fredelig sameksistens mellem landets 65,5 millioner indbyggere fordelt på 120 folkestammer og med en religiøs sammensætning bestående af 63.1 kristne og 34.1 procent muslimer. Landets første præsident Julius Nyerere insisterede på et fælles sprog, kiswahili, forenede fastlandet med øen Zanzibar, og arbejdede utrætteligt på enhed med inspiration fra bl.a. den katolske sociallære, de nordeuropæiske socialdemokratier og egen ubuntu-lignende filosofi: ”Jeg er, fordi vi er!” Samarbejdstanken kom tydeligst til udtryk i Ujamaa-politikken, hvor kinesiske kollektivlandsbyer blev tvunget igennem. Selv om systemet blev en økonomisk fiasko, havde projektet dog en indvirkning på folkesjælen, der er præget af fred, pragmatisme og ønske om samarbejde.

Det kom også til udtryk ved et besøg hos en biskop i en af de byer, hvor den religiøse diversitet er særdeles markant. I Tabora i Vesttanzania tårner moskéer og kirker sig op i bybilledet, og bønnekald og gospelsang blander sig i skøn forening.

Skal mærke næstekærlighed

Hvad er hemmeligheden bag at Brødrekirken i Vesttanzania med sine over 100.000 medlemmer lever fredeligt sammen med deres muslimske medborgere?

En sundhedsgudstjeneste arrangeret af Brødrekirkens hospital i Sikonge syd for Tabora indledes med den muslimske hilsen Salaam Aleikum (Fred være med jer) sammen med Bwana Yesu Kristo asifiwe (Herren Jesus Kristus være priset). Den danske missionær og rådgiver ved hospitalet Mia Toldam Korsgård fortæller, at hospitalet har både kristne og muslimske ansatte, og at alle patienter modtages og får hjælp og behandling.

- Når de kommer ind på hospitalet, skal de mærke de kristne værdier som næstekærlighed og barmhjertighed, siger hun.

Deltager i hinandens liv

Vi bliver budt velkommen på biskoppens kontor i bispedømmets hovedsæde i Tabora. Biskop Ezekiel Yona tager imod og svarer beredvilligt på alle spørgsmål. Om kirken, stiftet og samarbejdet med sin hustru Frola Yona, der modsat afrikansk tradition er lige meget ude og prædiker og underviser i landsbyerne som hendes mand. 

Men det mest interessante spørgsmål er dog: Hvordan håndterer I som kirke at leve og arbejde i et land og en by, der er så opdelt mellem kristne og muslimer? I Tabora er forholdet 60/40.

- Skal vi klare os som kirke, er vi nødt til at leve godt sammen med vores muslimske naboer. Og det kan vi kun, når vi deltager i lokalsamfundets aktiviteter, fx ved at dele ressourcer og og sørge sammen med vores muslimske naboer ved begravelser.

- I kirken gennemgår vi i øjeblikket et undervisningsforløb for børn og unge over emnet international barmhjertighed. Ud af vores 2050 unge deltagere er 100 muslimer. De deltager i undervisningen på lige fod, ligesom vi også behandler muslimske patienter på lige fod i Sikonge Hospital.

- Nøglen er at tjene hinanden, pointerer biskoppen.

Taler ikke dårligt om hinanden

Ezekiel Yona gør en dyd ud af at føre dialog med sine muslimske partnere. Da Tabora havde besøg af landets præsident skulle de sammen besøge Sikonge. Her insisterede Yona på at køre de 70 kilometer i bil sammen med fem muslimske sheiker.

- Vi talte rigtig godt sammen, og bagefter ringende vi sammen og aftalte at mødes og fortsætte dialogen. Vi taler ikke dårligt om vores muslimske venner. Og resultatet er, at også muslimer kommer til vores kirker og bliver nogle bliver døbt.

Skaber det ikke problemer på hjemmefronten?

- Nej, ikke her. Når vi deltager i hinandens liv og lokale aktiviteter, er det ikke et problem, når nogen vælger at konvertere. Man skal bare ikke gå for hurtigt frem. Man skal bo sammen, være sammen, følges ad.

Brødrekirkens filosofi er, at målet med religionsdialogen ikke er konversion. Dog står man ved, at man er en kristen kirke, der ønsker at formidle evangeliet om Guds kærlighed.

Svend Løbner besøgte Tabora som led i et oplysningsprojekt finansieret af Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde gennem Brødremenighedens Danske Mission.