Pris til pæredansk international romadigter
SAMEKSISTENS var med, da Niels Hav modtog fornem litteraturpris. Han er af romaslægt, pæredansk og oversat til alverdens sprog.
Dagen før Notre Dame-katedralens genindvielse efter branden den 15. april 2019 – og dage før den syriske diktator Bashar al-Assad skyndsomst måtte forlade sit mishandlede land, modtog den ærkedanske Niels Hav, der er af romaslægt, Dansk Litteraturpris fra Ragna Sidéns og Vagn Clausens Fond.
Formanden for fonden Niels Søby, bød velkommen i den fyldte sal og sagde, at fonden vil opmuntre skribenter ”der har ydet en væsentlig indsats for dansk litteratur.”
Martin Glaz Serup, Niels Havs forfatterkollega, der i næsten samme time var vendt hjem fra Grønland, fik æren af at holde talen for prismodtageren og gennemgå værket i dagens anledning.
”Niels Hav er en international forfatter. Hans digte er bl.a. oversat til hovedsprogene og også blandt andet bosnisk, hollandsk, tyrkisk, kinesisk – og senest, i april i år, til polsk. Men han er også på mange måder ærkedansk,” sagde han.
Barndommens landskab
”Barndommens landskab – måske det faktisk er digterens eget, fortsatte han. ”Niels er født og opvokset i Lemvig – og kroppen og arbejdet går igen i forfatterskabet. Ligesom poesien selvfølgelig gør det. Også selvom tiden går – som den gør når vi spoler frem til digtsamlingen De gifte koner i København fra 2009, hvori der optræder flere ure, blandt andet “MIN FARS ARMBÅNDSUR”, som et digt hedder (s.9), og hvori der blandt andet står:
“Det var det ur, der sad på ham, da han arbejdede med dyr og sten og jord.
Det er ridset og skrammet af de ting
han tumlede med, som ingen ure man ser i dag, brunligt af kolort og gammel sved.”
Drømmen om at gå i træsko
Et sidste digt Martin Glaz Serup drog frem, stammer fra samlingen Grundstof fra 2004 (s.47) og hedder "Drømmen om at gå i træsko”. (…) Her kan man se ”et andet liv indenunder digtet i negativ så at sige – et stresset liv med mange rejser, en fyldt kalender, meningsløse receptioner, ørkesløse møder og den slags. Det er så måske bagsiden ved at være en “international forfatter,” sagde Serup og tilføjede:
”Men tænk, hvis man kunne sidde derhjemme i stedet, i sine træsko, fortrolig med sin angst, og bare lytte til vinden. Det må du så gøre igen i morgen, Niels, for i dag er du til reception og i dag skal du fejres!”
Niels Havs takketale var som alt, hvad han har med at gøre, finurlig, skarp og kærlig.
”Sådan en begivenhed fremkalder skam og taknemmelighed, men det er taknemmeligheden, jeg vil fokusere på i aften.”
Urene, tiden og hin enkelte
Prisen trækker hele fortiden frem i sindet med digtningens første udtryk, da Niels Hav var rengøringsassistent i Københavns Lufthavn og skrev sit første digt. Det kom i Politiken søndag den 29. oktober 1978. Personnummeret var indført til almindelig forargelse. Niels Hav viste her, hvad venlighed og skarp satire vækker af både højlydt og stille latter. Det er en beåndet og benådet gave at kunne levere det lattervækkende og det latterlige i samme digt.
Oversat til alverdens sprog skrevet med alverdens forskellige alfabeter fik gæsterne også den særlige oplevelse at høre Niels Hav på arabisk, læst af Salim Abdali, hans arabiske oversætter (billedet), en musikalsk oplevelse, for denne deltager kunne i hvert fald kun følge talens musik og rytme.
Vi er alle sammen dødelige
Takken havde også den særligt karakteristiske egenskab at være kort og indholdsmættet: Den sluttede med det digt, som Information havde bragt den samme dag: Den sande kærligheds hårde realitetssans blev straks vakt i digtet om trængslen ved himlens port:
Der er kø ved Himlens Port
Send lige en god nyhed, hvis du har en.
Alle døde skal ind ad den samme dør.
Gud er ikke racist.
Døden gør ingen forskel på folk.
Princippet om lighed for loven
er fundamental.
Noget, kald det "problemet", er glemt.
Selv de bedste mennesker lykkes
med at lyve for sig selv.
Ingen fred uden retfærdighed.
Den der sår vold høster vold.
Had høster død.
Deres håb om frihed baseret på jura
menneskerettigheder og etik
fik veto i FN.
Nu lukker vi øjnene,
og vender det døve øre til.
Der er kø ved Himlens Port.
Christina Bjørkøe, Mozart og Nielsen
Den korte ceremoni sluttede med Christina Bjørkøes opførelse af Mozart og Nielsen. Adventstiden kaldte på julens forjættelse.
Gæsterne blev derefter budt ind til den åbnede bar, hvor der var fysiske lækkerier. Vi var allerede blevet fyldt af glæde over den internationale pæredanske romadigter!