Efter 50 rejser i Mellemøsten: Konfliktløsning ligger i retten til at være menneske

Israels krig i Gaza dehumaniserer det palæstinensiske folk og tærer på støttelandenes værdier. Vi kan nemlig ikke være mennesker, hvis vi ikke også erkender den andens ret til at være det samme, mener konsulent og debattør Malene Sønderskov. 

Hvordan finder vi frem til gyldige argumenter i den ophedede debat om Israels krig i Gaza? Er der over hovedet håb om en løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt, som har varet i 100 år? 

Det var blot nogle af spørgsmålene til Malene Sønderskov, da SAMEKSISTENS mødte hende på Kaffesalonens pram ved søerne i København. Som partner og konsulent i Strategihuset er hun rådgiver og evaluator for ngo’er ud fra mange års erfaring og indgående kendskab til forholdene i Mellemøsten. 

Malene Sønderskov har besøgt Israel-Palæstina mindst 50 gange, bl.a. som fuldmægtig i Udenrigsministeriet og som projektchef i Folkekirkens Nødhjælp. 

En tikkende bombe

Det var ved et besøg i Gaza i 1996, tanken slog hende: Dette er en tikkende bombe! 

Derfor kom det ikke som en overraskelse, da Hamas angreb festende israelere den 7. oktober, hvor 1.200 personer mistede livet og 240 blev bortført som gidsler. 

Og det bliver udgangspunktet for vores samtale: Hvorfor kom angrebet ikke som en overraskelse?

- Man kan ikke spærre 2 millioner mennesker inde på et område på størrelse med Langeland og forhindre handel og sameksistens med verden udenfor, uden at fører til en eller anden reaktion. For det første var det forfærdeligt, men dernæst var det forventeligt. Så hvis jeg var overrasket, så var det over den styrke, hvormed de evnede at mobilisere. 

”Man kan ikke bombe sig til fred”

Havde du regnet med at Israels gengældelsesangreb blev så voldsomt?

- Når man i øvrigt ser på den israelske besættelse, så falder det jo naturligt i tråd med den måde, Israel i øvrigt har ageret på. Men noget, der på sin vis har overrasket mig, er hvor lidt verdenssamfundet har lært af historien. 

- Vi så for nogle år siden, hvordan amerikanske styrker, NATO, måtte krybe ud af Afghanistan for rullende kameraer og temmelig skamfuldt. Det er jo det samme, der kommer til at ske her. Man kan ikke bombe sig til fred. Man kan ikke bombe sig fri af Hamas, uanset hvad man så måtte mene om dem. Så den dumhed, den har overrasket mig.

En kamp mellem magtfulde og magtesløse

Der er tavshed politisk, men krigen i Gaza nok en af de mest veldokumenterede krige nogensinde på grund af sociale medier. 

- Debatten føres desværre ofte fra to skyttegrave. Der stilles store krav fra begge sider og reproducerer desværre nogle i mine øjne 100 år gamle billeder.

- Jeg synes, det har været interessant at se, hvordan LGBT-bevægelsen reagerede spontant og afkrævede dansk industri og andre sponsorer et svar på deres holdning. Det er fordi Gaza-krigen i min optik også er et symbol på andre fronter. Det er en konflikt mellem dem, der har magt, imod dem, der af en eller anden grund føler sig marginaliseret eller dårligt repræsenteret. Og jeg tror, det var det, LGBT-bevægelsen responderede på. 

- Det er præcis de samme linjer, vi nu ser i debatten. Vi ser politikere og meningsdannere - sjovt nok mange mænd, men også kvinder - som har deres på det tørre, der fordømmer Hamas. De ønsker ikke at gå ind i en refleksion af, hvad Hamas er symbol på eller symptom på. 

Et kæmpe troværdighedstab 

- Og så har vi studenterbevægelsen i den anden ende. De er eksponent for dem, der ikke har noget. Som kan identificere sig med det at være magtesløs. Og når USA’s politi slår ned, bekræfter de bare det, de protesterer imod: Magthavere, der slår ned på nogen, der ikke har magt. 

- Det virker som en skrue uden ende. Men den optimistiske vinkel vil jo være at sige det, som nogle af de studerende siger: Det er ikke et spørgsmål om, om vi har ret. Det er et spørgsmål om, hvornår vi får ret. 

- Et eller andet sted tror jeg måske også, at det er det, vi ender med. For jeg tror ikke, at vi i længden, ligesom med Vietnam-krigen, vil være i stand til at se os selv i øjnene. Den pris, vi betaler for tavshed og manglende handling er jo et kæmpe troværdighedstab. 

- Samtidig ser vi i stigende grad hvordan hele den her konflikt har dehumaniseret det israelske samfund. Vi ser israelske bosættere, der plyndrer nødhjælpskonvojer og blokerer dem. Så håbet må ligge i, at vi i længden ikke kan se os selv i øjnene, hvis dette fortsætter. 

Retten til at være et frit menneske

I mellemtiden raser debatten. Hvordan finder vi frem til gyldige argumenter?

- Det gyldige argument må vel ligge i: Kan jeg være menneske, hvis ikke jeg også anerkender din ret til at være menneske? Kan jeg være fri, hvis ikke jeg anerkender din ret til at være fri? Det har jo været kernen i denne problemstilling, lige siden den britiske udenrigsminister Lord Balfour erklærede, at nu kunne jøderne få deres eget land i et område, der i øvrigt ikke var hans.

- Dehumaniseringen dokumenteres blandt andet af en organisation som Breaking the Silence, der består af israelske veteraner, der har aftjent værnepligt i Gaza og på Vestbredden. De bliver ved med at sige og dokumentere: Se, hvad det her gør ved os! Se den pris, vi betaler: en dehumanisering, der undergraver vores egne værdier. 

- Så for mig må det gyldige argument være: Vi kan ikke være mennesker, hvis vi ikke også erkender den andens ret til at være det samme. 

Vi står over for de samme problemer

Malene Sønderskov har selv erfaret at det menneskelige forener på tværs af forskelle mellem køn, etnicitet, kultur og religion.

- Det er også menneskelighed at sætte sig ind i mennesker med andre motiver og interesser end ens egne og gå i dialog med dem for at lære dem at kende. Og så finder man ud af, at kvindeliv, mandeliv og ungdomsliv ser meget ens ud. 

- Det er noget af det, der har fascineret mig meget ved at rejse i den der region. Jeg kan jo sidde og snakke med kvinder med tørklæde, og udveksle erfaringer med at være gift eller have børn, eller være bekymret for at overlade ansvaret til den der mand, mens man er ude at rejse osv. 

- Det er jo de samme problematikker, vi står over for, enten vi er jøder, eller arabere, palæstinensere eller danskere. Og det savner man jo i den debat, der finder sted, fordi fra de såkaldte israelsk støtters synsvinkel bliver det en dæmonisering og en ensidig fokusering på en fjende, man antager udelukkende vil ondt, og som udelukkende er ude på at angribe en vestlig civilisation. Og der glemmer man, hvor mange civilisationer vi selv har angrebet igennem århundrederne.

Vesten i ”den hellige krigs tjeneste”

Og her ved jeg fra dit foredrag, at du mener Vesten fører hellig krig, en form for jihad…

- Ja, laver man en hurtig statistik på det, så tænker jeg, at den vestlige civilisations ofre i den hellige krigs tjeneste er væsentligt højere end noget, som Hamas eller Taliban eller andre nogensinde ville være i stand til mønstre. 

- Vi har indbygget en selvretfærdighed i vores selvforståelse - også når det handler om at ty til vold. Og den refleksion, synes jeg i den grad mangler. For i et langt perspektiv, så handler det måske også om, at Israel-Palæstina-krigen er den sidste kolonikrig. Den er et symptom på den magtforskydning, der finder sted. At USA er svækket og Kina får mere magt. Vi havde ikke lige set komme, at Sydafrika ville føre den sag om folkedrab ved Den Internationale Domstol. 

- Så vores position er truet. Og det er måske meget godt, fordi vores eneste chance er i virkeligheden at fastholde det, vi har påstået var et fælles værdigrundlag. Nemlig en besindelse på menneskerettigheder og en international dagsorden. Men nu er vi efterhånden ved at komme i en position, hvor vi selv bliver nødt til at efterleve det. 

Malene Sønderskov er medstifter og partner i Strategihuset og arbejder med organisationsudvikling, forandringsteori og sikring af borgeres rettigheder. Hun har især bistået NGO’er i Danmark og udlandet med strategiudvikling, evaluering og metodeudvikling. Malene er uddannet cand.scient.soc. fra RUC og har en diplomuddannelse i ledelse.

Først publiceret 24. maj 2024. Foto: Svend Løbner.