Op mod 6000 hjemløse i Danmark

Det er 200 flere end i 2022 viser måling fra VIVE. Sidste års hjemløsereform ser ikke ud til at virke.

5.989 personer lever i hjemløshed i Danmark og det er 200 flere siden seneste måling i 2022, konkluderer en ny hjemløsetælling fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

"Vi står over for en stor opgave med at stoppe hjemløshed i Danmark. I et land som vores bør ingen bruge sine vågne timer på at bekymre sig om, hvor man skal sove den næste nat,” siger direktør i Hjem til Alle, Kira West i en pressemeddelelse.

I oktober sidste år trådte en hjemløsereform i kraft, men vi har ikke har set virkningen endnu. I Syd- og Nordjylland er hjemløsheden faldet, mens den fx er steget i Midtjylland. I den sammenhæng er Odense en succeshistorie:

"Housing First har vist sig effektivt – blandt andet i Finland, hvor man er lykkedes med at reducere hjemløsheden markant, og i Danmark, hvor især Odense har opnået bemærkelsesværdige resultater ved at arbejde systematisk med Housing First gennem mange år,” siger Kira West.

For første gang i tællingens historie er antallet af hjemløse i Odense under 100.

"Det er muligt at stoppe hjemløshed, og hjemløsereformen er et vigtigt skridt til at lykkes. Men skal vi lykkes med opgaven, er der brug for flere betalbare boliger og vi skal sikre, at alle mennesker i hjemløshed tilbydes en Housing First-indsats. Det kræver lokalt samarbejde mellem kommuner, boligorganisationer og civilsamfundsorganisationer, men også handling fra Christiansborg,” siger Kira West.

Rapporten tager udgangspunkt i datamateriale fra en landsdækkende tælleuge, uge 6 i 2024, som er gennemført af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd i samarbejde med Danmarks Statistik og Social- Bolig- og Ældreministeriet. Læs rapporten her.

Forrige
Forrige

Line får pris for at restauere yazidikvinders malerier

Næste
Næste

Erkendelse kommer før forsoning mellem Israel og Palæstina