Film fra Anden Verdenskrig sætter vor egen tid i relief

Filmanmeldelse: ”Quislings sidste dage” kan blive et redskab til at bearbejde vor egen tids foruroligende ekstremisme.

Pressefoto: SF Studios

Det er på høje tid denne film om Quisling kommer frem, for han er ukendt for mange i dag. Selv de, der ved besked om Norges nazistiske fører under Anden Verdenskrig, kan være uvidende om, hvilket ejendommeligt livsforløb, der blev hans, inden den 24. oktober, hvor han, dømt til døden, blev skudt, idet han råbte, at han døde uskyldig.

”Quislings sidste dage” skildrer Mennesket med stort M på ondt og godt og øser af hele den græske og kristne kultur. Filmen er er på en gang et kammerspil og en græsk tragedie med islæt af Shakespeare.

Fremhæver sig selv som Messias

De sidste dage er et kammerspil, en kvartet med fire stemmer:

Vidkun Quisling havde ved besættelsen af Norge indsat en nazistisk regering med sig selv som ministerpræsident. Han var allerede før besættelsen grebet af Mussolini og den fascistiske tanke, der udviklede sig til rendyrket nazisme og beundring for Adolf Hitler, hvis raceideologi han praktiserede i sine politiske handlinger.

Filmen foregår fra meddelelsen om Hitlers selvmord den 30. april 1945, over Quislings arrestation og til hans egen død den 24. oktober samme år.

Biskop Berggrav har bedt Peder Olsen om at være Quislings sjælesørger i fængslet, og det er hans dagbogsnoter om deres samtaler, filmen bygger på.

Samtalernes to personer skildrer Quisling som en fanatisk ideolog, der kender alle de bibelsteder man kan henvise til og bruger dem til at fremhæve sig selv som den messianske skikkelse, der er kommet for at redde Norge og Norden.

Peder Olsen, hans sjælesørger, inkarnerer den sande præst, der med sit kalds myndighed og sin egen persons indre ydmyghed prøver at vise fangen, hvad kristendommen kan give ham, hvis han forstår hvad han har gjort, og hvis han indser, at han har en mulighed for at få Guds nåde.

Det bliver altså den selvhævdende ideolog over for den kristne kærligheds forkynder.

Filmens to stærke kvinder

Den tredje stemme i kvartetten er Heidi Olsen, der i begyndelsen er uvidende om, hvad hendes mand arbejder med, for biskoppen har pålagt Peder Olsen tavshedspligt. En tilfældighed afslører ham imidlertid. Hans kone er fortvivlet over, at han skal have noget med dette monster, dette udyr at gøre, ikke mindst fordi familien selv har svigtet et par flygtninge, som først boede hos dem, men som blev opdaget og sendt til Auschwitz, hvor de døde. Også Heidi Olsens dagbog er grundlag for filmen.

Kvartettens fjerde stemme er Quislings kone Marias: Hun var, hvad hun selv kalder ’ingenting’, en sekretær i Ukraine, da Quisling længe før krigen kom dertil sammen med Fridtjof Nansen og oplevede Stalins ”Holodomor”, etnisk udrensning ved sult, hvor Sovjet-Rusland stjal al Ukraines korn, så befolkningen sultede. Som Quislings kone blev Maria, inden alle de fascistisk-nazistiske ideer greb hendes mand, løftet op i samfundet, et respekteret menneske, og da han dømmes til døden, skriver hun bønskrivelser til ’gud og hvermand’, ja selv til Stalin.

Filmens Shakespeareske indslag foregår i fængslet: en ung fangevogter har ved en af Quislings forbrydelser mistet sin bror. ”Det spøger,” siger han ”Kan du høre det?” og han tænder og slukker lyset flere gange. Quisling bliver her en Macbeth skikkelse, som Peder Olsen også opfatter, da han siger at denne stædige fanatiker gør sort til hvidt, sandt til falsk og grimt til smukt. Det inciterende ved den erkendelse er, at selv præsten er ved at få noget til overs for forbryderen. Det synes at være en medmenneskelig lov, at to mennesker altid vil påvirke hinanden. Det er fornemt vist i Erik Poppes værk.

Den nådeløse tragedie

Den græske tragedie viser sig ved at mennesket er henvist til sine passioners ubønhørlighed i en årsag-virknings-labyrint, når delinkventen afviser nåden.

I en stilfærdig scene bliver Quisling ført ud til en massegrav på Trandum, som er blevet åbnet for at få ham til at se konsekvensen af de onde gerninger. ”De er ikke norske,” siger han i et selvforsvar, og det er et af de få steder, hvor det bliver vist, at han er den ansvarlige. Alt hvad der ikke er ’norsk’ skal dø, ifølge hans ideer.

Vidne, forkyndelse og dom

Tragediens kor er retssalen og dommen. Korlederen er én af de kz-fanger, der er vendt tilbage fra Auschwitz. I filmen er der kun kommet 12 af ca. tusind fanger tilbage.

Men Peder Olsen får med sin forkyndelse og sin styrke bragt Quisling så langt, at denne modtager nadveren, og de får ovenikøbet ’kirkekaffe’ bagefter, for Heidi er kommet med en kurv med brød og rigtig kaffe (uden tilsætning). ”Den er krudtstærk” - jo vi får også humor og et lille smil med i dette mageløse kunstværk.

Ja, men har nåden så ikke vundet? I filmen og i virkeligheden sejrer tragedien, for Quislings sidste ord, lige inden han bliver skudt, var: ”Jeg dør uskyldig.”

Filmen slutter med at Peder Olsen sidder i et landskab, hvor solen er ved at gå op den 24. oktober 1945.

Så er resten op til tilskuerne

Denne anmelder tøver ikke med at betegne Quislings sidste dage som et enestående kunstværk. Det er Erik Poppes hensigt, at vi med den får et redskab til at bearbejde vor egen tids foruroligende ekstremisme.

Også hos os selv har vi magthavere for hvem fremmedes liv betyder mindre end deres eget. Når vi har set filmen, kan vi blive klar over, hvilket tungt ansvar vi har for hinanden.