’Mine forældre fra Vietnam er mine forbilleder’

Rosa Nguyen er født i Danmark af forældre, der måtte flygte fra Vietnam, og hun har set sine forældre hjælpe og støtte andre og arbejde frivilligt uden at tælle timer eller kroner og øre. Nu vil hun gerne give det bedste af det vietnamesiske og det danske videre til sine børn og den næste generation.

Da Rosa Nguyen var barn, boede hun med sine forældre og sin lillesøster i en boligblok i en vestlig forstad til Aarhus. Mange af hendes skolekammerater boede i parcelhuse, og mange af dem fik masser af nyt tøj og legetøj, kom på dyre ferier og fik i gymnasie- og studietiden økonomisk støtte hjemmefra.

”Mine forældre er flygtninge fra Vietnam, og de mistede alt, da kommunisterne vandt magten og begyndte at fratage dele af befolkningen deres privilegier og ejendom. Begge mine forældres familier var velhavende og havde jord, stort hus og bil. Men mistede både ejerskab og frihed, og da Saigon faldt i foråret 1975, kunne de ikke længere se sig selv leve i det samfund, som nu blev skabt.” siger hun.

Hendes forældre var blandt de mange vietnamesere, der flygtede fra deres hjemland for at undslippe krig, fattigdom og politisk undertrykkelse. Efter utallige forsøg lykkedes det dem at komme ud af landet. De endte i forskellige flygtningelejre, Rosas far nåede omkring Filippinerne, Cambodia og Thailand, hvor Rosas mor var bådflygtning. De kom til Danmark i 1982 fra en thailandsk flygtningelejr via familiesammenføring, eftersom Rosas moster allerede i 1969 var kommet til Danmark pga. en operation. Rosa Nguyen født i 1985, og fem år senere kom hendes lillesøster til.

”Mine forældre var meget optaget af, at vi skulle tilpasse os det danske samfund, og at min søster og jeg skulle blive danske, forstået på den måde at vi skulle lære sproget, klare os i uddannelsessystemet og i det hele taget fungere i Danmark. De gav os danske navne for at vise, at nu var familiens fremtid i Danmark. Men samtidig gav de os nogle værdier, som jeg i dag kan se, at de havde med fra Vietnam,” fortæller hun.

Trods de svære økonomiske forhold havde Rosa Nguyen som barn ikke en følelse af at mangle noget eller være misundelig på sine klassekammerater.

”Jeg vidste, hvor hårdt mine forældre arbejdede, og jeg kunne mærke, at de ville give min søster og mig det bedste, de kunne. De havde et enormt overskud til også at hjælpe andre, og for dem var hjælpsomhed, venlighed og ydmyghed vigtigere end at tjene penge og få anerkendelse.” siger hun.

Konverterede til katolicismen

Hendes forældres slægt var buddhister, men i Danmark konverterede forældrene til katolicismen, og både hun og forældrene blev døbt i den katolske kirke i Aarhus, da Rosa var to år.

”Mine forældre har engageret sig meget i kirken og har været med til at lave stort set alle de fester, der er blevet holdt blandt vietnameserne i kirken. De har lavet hjulpet med alt muligt praktisk og mest af alt planlægning og underholdning. De har også været aktive i andre sammenhænge. Jeg tror, at de har arbejdet langt flere timer ulønnet end lønnet i deres liv, og det har de aldrig sat spørgsmålstegn ved,” siger hun.

Lejligheden, som ikke var særlig stor og kun havde et toilet, kunne rumme op til 40 børn, når forældrene inviterede børn fra deres vietnamesiske omgangskreds hjem adskillige gange op til jul og vietnamesisk nytår for at indøve julekrybbespil og andre indslag til arrangementer i hele landet.

”Begge mine forældre optog børnenes replikker og sange på kassettebånd og brugte timevis på at klippe det sammen - til vores playback optræden. Derudover lavede de rekvisitter og kostumer. De er begge meget kreative. Lejligheden var tit et kaos af børn, og når de forskellige scener skulle laves, måtte børnene på skift gå ud på altanen og spille bordtennis, for at alle kunne være der,” siger hun med et smil.

Rosa Nguyen tænkte som barn ikke så meget over, at hendes forældres engagement og overskud var noget særligt. Hun overtog mange af deres værdier og faldt det naturligt at hjælpe sine forældre med praktiske ting, hvis de for eksempel havde svært ved at forstå breve på dansk. Hun hjalp sin lillesøster, deltog i søsterens skolefester og hjalp sine forældre i deres købmandskiosk.

”Det, jeg beundrer særligt hos mine forældre er, at de altid er dedikerede og har hjertet med i alt, hvad de foretager sig.”

Glæde mellem generationer

I løbet af sin skoletid har hun ikke kunnet få hjælp af sine forældre til lektier, der krævede gode danskkundskaber eller indgående kendskab til dansk historie og samfundsforhold. Men forældrene har altid bakket hende op, og ved at arbejde hårdt har hun både fået studentereksamen og en toårig uddannelse til grafisk designteknolog. Hun ville egentlig have taget en treårig overbygning, men en virksomhed, der havde opdaget hendes evner, opfordrede hende til at arbejde hos dem i stedet. Siden har hun arbejdet med design, marketing og kommunikation på reklamebureau og inden for bl.a. børnemøbler og møbler, og på det seneste som selvstændig. Hun har sideløbende fået tre døtre, som nu er 3, 6 og 8 år, og prioriterer familielivet højt.

”Vi tager ofte over til mine forældre, og når mine bedstemødre er på besøg, er det virkelig skønt at se, hvordan de nyder at se deres oldebørn lege. På den måde bliver der givet meget liv og glæde mellem generationerne,” siger hun.

Hendes mand har også vietnamesisk baggrund. Han kom til Danmark som femårig sammen med sine forældre, som bådflygtning, og er uddannet civilingeniør i Arkitektur og design. Han arbejder som arkitekt hos arkitektfirmaet Kjaer & Richter. Rosa Nguyen er for tiden ansat i et barselsvikariat i samme virksomhed som PR- og Kommunikationsansvarlig.

”Vi arbejder meget begge to og er vant til, at vi skal gøre en indsats. Ingen af os havde penge med fra vores forældre til studietiden, så vi begyndte med en stor studiegæld. Men vi har arbejdet os opad og bor nu i et hus i Brabrand, som vi er rigtig glade for,” fortæller hun.

At takke og give tilbage

Rosa Nguyen og hendes mand er imidlertid ikke fokuseret på materielle goder. De synes begge, at samfundet er meget materialistisk orienteret, og det er vigtigt for dem at give deres børn sans for andre ting.

”Vi vil gerne give dem forståelse for, at den åndelige dimension af livet har betydning. Det minder min mor mig altid om. At vi skal være taknemlige, og at vi skal gøre noget for at give tilbage. Den indstilling har mine forældre lært mig, og de er mine største forbilleder. Det, de har givet mig, vil jeg gerne give videre til mine børn - og vi vil alle gerne give noget videre til det samfund, der har taget imod os, og som jeg er født og opvokset i,” siger hun.