’Jeg glemmer aldrig de forvandlede patienter’

Livet er ikke forbi, blot fordi man er blevet pensionist. Tvært imod. For Viggo Bostrup blev det begyndelsen til et eventyr i Mercy Ships, hvor han så patienter med store tumorer få nyt liv.

I dag er det 10 år siden, Viggo Holger Bostrup blev pensioneret og så sig om efter noget at engagere sig i. Og fandt Mercy Ships.

Det har forandret hans liv fuldstændig, fortæller han:

- Det har brændt sig fast i mit baghoved at se patienter komme ind på skibet med store tumorer og så gå raske i land og få et nyt liv. Det glemmer jeg aldrig.

Ville ud med et skib som Jutlandia

Viggo Bostrup er oprindelig maskinmester og kom ud at sejle som ung. Derefter tog hans karriere en drejning, der blev til 34 år i medicinalindustrien. Og da han for 10 år siden som 64-årig blev pensioneret fra Leo Pharma i Ballerup dukkede drømmen om et liv på søen op igen.

Måske kunne han bruge sin tid som pensionist til at gøre nytte for andre? Måske noget i retning af Jutlandia – hospitalsskibet, der behandlede patienter under Korea-krigen i 1950’erne?

- Jeg syntes, jeg var for ung til at stoppe, da jeg var 64. Så jeg kiggede mig om efter nye udfordringer. Jeg havde læst om hospitalsskibet Jutlandia og tænkte: Der må da være noget tilsvarende i dag! Så fandt jeg frem til Africa Mercy og skrev til Mercy Ships i USA, om de kunne bruge en maskinmester. De kunne så ovenikøbet få en tandklinikassistent med i købet.

Eventyret med Mercy Ships begynder

Viggo Bostrups kone var nemlig tandklinikassistent. Så Viggo sendte begges papirer til Mercy Ships.

- Hvornår kan din kone starte ombord? svarede de. Det var da underligt, tænkte jeg. Jeg regnede jo med, at jeg var hovedgevinsten! Men så skrev de tilbage, at mine papirer var rundet ud. Så måtte jeg jo have fat i Søfartsstyrelsen og bruge et halvt år på at blive opdateret og få mit certifikat tilbage.

Og så startede eventyret med Mercy Ships.

- Jeg begyndte på Africa Mercy i tre uger, først som elektriker, siden som andenmester. Det hele begyndte i 2015 – og siden har jeg været ude 12 gange i alt, i Madagaskar, Benin, Guinea, Senegal, Cameroun og Sierra Leone. 11 gange på Africa Mercy og 1 gang på Global Mercy.

Glemmer aldrig patienterne

Hvad har det betyder for dig at gå fra at stoppe på arbejdsmarkedet som 64-årig og så give dig kast med frivilligt arbejde i Mercy Ships?

- Det har givet mig rigtig meget. For det første kan man jo se, at arbejdet gør en forskel, siger Viggo Bostrup og slår fast: - Det har brændt sig fast i mit baghoved at se patienter komme ind på skibet med store tumorer og så gå raske i land og få et nyt liv. Det glemmer jeg aldrig.

- Og så giver det jo også en hel del fagligt, at man – som sidste gang jeg var ude - får lov at være chef for en maskinbesætning med 20 forskellige nationaliteter. Man lærer rigtig meget af at få så mange forskellige kulturer til at arbejde sammen.

Det kræver kulturforståelse?

- Ja, og så tænker man jo, at det er mærkeligt, der er krig i verden, fordi her ombord kan vi jo godt finde ud af det. Og det morsomme er jo, at vi som kristen organisation også fint kan arbejde i muslimske lande.

Tumor så stor som hovedet

Hvilken oplevelse sidder du tilbage med fra dine ophold på hospitalsskibene?

- En aften kom der to fyre op ad landgangstrappen til Africa Mercy i Toamasina i Madagaskar. Den ene havde en sæk over hovedet. De spurgte, om de måtte se vores kirurg, dr. Gary Parker, og så tog vi ham med op til modtagelsen. Da han tog sækken af, viste det sig, at han havde en tumor ved halsen, der var lige så stor som hans hoved. Tumoren vejede 6 kilo.

- De puttede ham i scanneren og fortalte ham, at de gerne ville operere ham. Chancen for at han overlevede var fifty-fifty. Hans kommentar var, at det var lige meget. Han var bare træt af at gå rundt med den store tumor. Det endte med en operation, der varede 14 timer.

Troede han var død

- Dagen efter ville jeg ned og se patienten. Jeg havde regnet med at se en mand koblet op på en masse instrumenter, der bipper og bobler. Det gjorde der ikke. Han sad simpelthen bare i sengen og kiggede sig i spejlet.

Kort efter havde personalet afleveret ham i den landsby, han kom fra. Den lå et godt stykke oppe i bjergene, så efter at have kørt i bil, gik de et par dage gennem junglen.

- Da de kom frem, kom en kvinde løbende dem i møde. Hun var så glad for at se ham i live. Landsbyen troede simpelthen, at han var død.

Med alle de oplevelser i bagagen - kunne du finde på at tage afsted igen?

- Ja, hvis de skal bruge én i en kortere periode, og hvis de samtidig skal bruge en tandklinikassistent, så tror jeg, vi godt vil ud igen. Jeg kan kun anbefale det. Mange søfartsfolk i min aldersgruppe vil gerne ud at sejle igen, når de har været hjemme i nogle år. Her er Mercy Ships en rigtig fin mulighed. Selv om der naturligvis er en aldersgrænse. 

Læs mere om at være frivillig på Mercy Ships her.
Artiklen er skrevet i samarbejde med Mercy Ships Danmark.