Den vanskelige dialog – mens krigen raser i Gaza

En betingelse for dialog er, at man lytter. Det var ikke just præmissen, da to ministre inviterede muslimske ledere til en ”alvorlig snak”. Derfor mødte de ikke op.

Det er i krisetider, der er allermest brug for dialog, altså at stridende parter taler sammen. Når dialogen bryder sammen, bliver resultatet ofte en uheldssvanger polarisering, som vi ser det i denne tid i USA.

Også her i Danmark er der brug for dialog i den situation, som krigen i Gaza har bragt os ud i. En af følgerne af krigen i Gaza er en voksende antisemitisme.

For en uge siden indbød kirkeministeren og udlændinge- og integrationsministeren repræsentanter for Dansk Muslimsk Union og ti muslimske trossamfund til en samtale om antisemitisme og terrorsympati.

Sådan som jeg kender muslimske ledere, så ønsker de også at tage afstand fra antisemitisme og terror. Men hvorfor takkede de så alligevel nej til at indgå i denne dialog?

Inden mødet mellem imamerne og ministrene skulle løbe af stablen, kom det frem, at ministrenes præmis for dialogen var, at der skulle være tale om en ”alvorlig snak”, hvor imamerne skulle ”stå skoleret” og stå til ansvar for antisemitisme og terrorsympati i den muslimske befolkning. Derfor valgte de muslimske ledere at blive væk fra dialog-mødet.

Hvis en dialog skal lykkes mellem mennesker, der er forskellige og har forskellige opfattelser og holdninger, så giver det ingen mening på forhånd at opstille præmisser som implicitte eller eksplicitte betingelser for dialogen.

Enhver dialog er dømt til at mislykkes, hvis imamerne skal gøres ansvarlige for alt, hvad der foregår blandt de godt 250.000 muslimer i Danmark.

At indgå i en dialog indebærer, at deltagerne både taler og lytter. De fleste mennesker har ingen problemer med at tale, og dermed give udtryk for deres forståelser og holdninger, også selv om de afviger meget fra modpartens.

Men endnu vigtigere end evnen til at tale, er evnen til at lytte til modpartens forståelser og holdninger, også når de afviger meget fra ens egne – og viljen til at lade sig påvirke af det, man lytter til.

Alt det forudsætter tillid, en tillid, som især må opbygges (og i nogle tilfælde genopbygges) over tid, før krisen indtræffer, så dialogen kan lykkes, når det brænder på i samfundet.