Jeg er pro-menneske, hvad ellers?

KOMMENTAR: Vi må stå på palæstinensernes side, hvis vi vil stå på menneskehedens side.

Jeg fik for nylig en kommentar: Du er jo pro-palæstinensisk!

Hvortil jeg måtte svare: Ja, det er jeg. Men ikke fordi jeg isolerer min menneskelighed til palæstinenserne. Heller ikke til israelerne. Eller ukrainerne for den sags skyld.

Jeg er nemlig pro-menneske. Hvordan kan jeg være andet, når jeg selv er et menneske? Og når jeg som menneske med liv, frihed og drømme ønsker at alle andre mennesker skal kunne nyde det samme.

Kommentaren viser, hvor let vi falder i systemets grøfter. Prioriterer idéer og ambitioner foran menneskers ve og vel.

Men det duer altså ikke, at mennesker af kød og blod rangerer lavere end politiske ambitioner om magt, territorier og i sidste ende: penge.

Nej, vi må insistere på medmenneskelighed. Hvor er vi ellers henne, når det er os, der har brug for hjælp og opbakning? Et menneske under sydlige himmelstrøg er vel lige så meget værd som os på den nordlige halvkugle?

Hvad hvis det var mig og min familie, der blev bombet sønder og sammen, måtte flygte fra sted til sted for 10. gang eller fik bylder på huden og ondt alle mulige steder i kroppen, fordi vi blev syge af alt det forurenede vand eller den giftige luft. For ikke at nævne den totale mangel på næringsrige fødevarer.

Nej, vi må stå på palæstinensernes side, hvis vi vil stå på menneskehedens side. Ingen diktator, ingen stat ingen idé står over det enkelte menneskes frihed og velbefindende.

Det er de fleste med på, når det drejer sig om ukrainere. Vi har endda indført en særlig lov, der giver ukrainske flygtninge mulighed for at søge asyl her.

Men palæstinenserne? Det er som om de ikke er rigtige mennesker. Det gør ikke rigtig indtryk, at over 40.000 af dem er dræbt over de seneste 10 måneder.

Men måske kan det vække os til virkeligheden, at det ansete medicinske tidsskrift The Lancet allerede i juni vurderede, at det endelige dødstal løber op i 186.000, når alle lig er gravet frem af murbrokkerne og alle senere dødsfald forårsaget af krigen i Gaza er regnet med.

Det må vi håbe. For ikke nok med at Danmark med statsminister Mette Frederiksen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen er tavse om Israels krig i Gaza; de tillader endda at danske virksomheder sender våbendele til de amerikanske fly, der lige nu bomber boligkvarterer, hospitaler og endda flygtningelejre i Gaza.

Hvorfor protesterer de ikke mod Netanyahu og forsvarer Gaza, som de protesterer mod Putin og forsvarer Ukraine? Jeg forstår det ikke.

Mennesker er vel mennesker, uanset hvor de befinder sig?

Kommentaren har været bragt i Avisen Danmark.

Forrige
Forrige

Duo skriver musik til mennesker i sorg

Næste
Næste

Drengedrøm blev virkelighed, da Michel blev flyingeniør