Hvad kan vi lære af påvirkninger i det religiøse grænseland?

Bogen ”Moderne Jesus-bevægelser” giver indsigt i vestlig missionsteologis forskellige tilgange til andre religiøse forestillingsverdener. Den fleksible tilgang kan i metaperspektiv være nyttig i religionsdialog. Hvis den vel at mærke anvendes begge veje.

Religioner rejser, påvirker og former hinanden. Det er velkendt i religionsvidenskaben al den stund, at religion produceres af mennesker, og at mennesker har forestillinger om det åndelige, det guddommelige og for nogles vedkommende guder eller Gud.

Det unikke ved bogen Moderne Jesus-bevægelser er, at her får læseren også indblik i kristne teologers og missionærers overvejelser i mødet med mennesker fra andre religioner og disse menneskers overvejelser i mødet med missionærerne, kristendommen og dermed også kirken i dens vestlige udtryksformer.

Kan man fastholde et metaperspektiv ved læsning af Mogens Mogensens nye bog, bliver man klogere på resultaterne af religionernes rejsemønstre, både hos ”påvirkerne” og de påvirkede.

Hvor fleksible er de kristne missionærer egentlig i deres tro og traditionelle dogmer i mødet med mennesker med helt andre religiøse strukturer, også temmelig flydende af slagsen? Og hvor åbne er modtagerne for de nye idéer og tanker, og hvordan inkorporerer de dem i deres egen tilgang til livet?

Og mest af alt: Hvad kan alle mennesker uanset religiøs observans lære af de to vinkler på mødet mellem de rejsende religioner?

Fleksibilitet hos formidlere og modtagere

Mogens Mogensen er selv teolog og tidligere missionær i Nigeria og nu konsulent i religions- og kulturmøde herhjemme. Han er dermed selv impliceret i moderne Jesus-bevægelser og ser religionsmødet fra den kristne teologs og missionærs vinkel. Og de ressourcer, han i rigeligt mål trækker på, i form af undersøgelser og afhandlinger, er også udformet og udgivet af kristne teologer og missionærer.

Med det in mente er det alligevel lærerigt at gennemgå det omfangsrige materiale og opleve overvejelser og tillempning af det kristne evangelium hos både givere og modtagere.

På den side: Kirker og missionsselskaber sender missionærer ud i kølvandet på koloniseringen med det klare formål at omvende ”hedninger” til den kristne tro. Men når missionærerne ankommer til de eksotiske lande og møder den lokale befolkning og dens spiritualitet og religiøse traditioner bliver de anderledes åbne for, at kristendommen her kan få helt andre udtryksformer end derhjemme. De lærer at skelne mellem Kristus, kristendom og kirke i prioriteret rækkefølge, så Kristus – personificeringen af, at Gud elsker mennesker og ønsker fællesskab med alle – bliver det vigtigste, uanset hvor meget af kristendommens lære modtagerne i øvrigt tager til sig, og hvordan det lokale religiøse fællesskab konkret udfolder sig.

Kulturelle udtryksformer respekteres i forskellig grad

Her opstår stor spredning i opfattelserne – helt fra den konservative missionstænkning med stænk af kolonialisme til den mere progressive tilgang, hvor modtagernes kulturelle udtryksformer respekteres. I sidstnævnte opstår nemlig ashrams blandt Jesus-hinduer og jamat’er og endda Isa-moskeer hos Jesus-muslimer. Ikke altid så konsekvent, som Mogens Mogensen også ud fra egne studier i Nigeria og andre studier i missionsteologien konkluderer. Her taler man om seks grader (s. 17-18):

1.      Traditionelle menigheder med gudstjenester på fx engelsk

2.      Traditionelle menigheder med gudstjenester på lokale sprog

3.      Traditionelle menigheder med lokale kulturelle udtryksformer i sang, dans, klædedragt mv.

4.      Menigheder, der inkorporerer lokale religiøse elementer, fx spiseregler, bedestillinger og terminologi.

5.      Fællesskaber, der følger Jesus, men bevarer deres oprindelige religiøse identitet, hvor nogle også deltager i tempel eller moské.

6.      Personer, der holder deres tro på Jesus hemmelig af frygt for forfølgelse fra deres oprindelige religiøse samfund.

Jesus-bevægelser udenfor danske kirker

Bogen Moderne Jesus-bevægelser behandler især gruppe 5 og de refleksioner, denne gruppe afføder i missionsteologien. Bogens formål er ifølge Mogens Mogensens indledning, at læsere også herhjemme må få øje på Jesus-bevægelser udenfor kirken, altså mennesker, ”som føler sig tiltrukket af Jesus og begynder at tro på ham, men som ikke forestiller sig at blive en del af de etablerede kirker…” (s.21).

Her vil jeg igen løfte blikket og betragte fænomenet fra et mere overordnet perspektiv og sige:  Tænk, hvis vi alle – uanset hvilke religiøse forestillinger og foreninger, vi abonnerer på – i det mindste kunne respektere hinandens grundforudsætninger, møde hinanden ligeværdigt og lade os inspirere af hinandens religioner og endda glæde os over det, vi har fælles i vores søgen efter mening. Og tænk, hvis vi også kunne forholde os i nysgerrig undren over for det, vi umiddelbart ikke forstår og derfor heller ikke ukritisk tager ind.

Kristen-buddhistisk påvirkning begge veje

Her er især Jesus-bevægelser indenfor buddhismen interessant. For her går inspiration og påvirkning begge veje. Faktisk er der, som Mogens Mogensen påpeger i bogens kapitel 6, ”langt flere eksempler på kristne, der uden at forlade kristendommen samtidig begynder at følge Buddha, end der er eksempler på buddhister, der bliver Jesus-troende uden at forlade buddhismen” (s. 123).

Ikke desto mindre gennemgår Mogens Mogensen såkaldt ”taoistisk kristendom” med rødder tilbage til nestorianske missionærer i 600-tallet og såkaldte ”Jesus-sutraer” fra 700- og 800-tallet. Ud over de genkendelige Jesus-beretninger fremstilles Jesus som en Østens vismand, ”der deler sin visdom med folk og giver udtryk for medfølelse snarere end det konventionelle bibelske billede af Jesus som en prædikant, der er optaget af synd, offer og forsoning” (s. 124).

Fælles søgning mod det guddommelige

Her er bogens Appendix 2 interessant (s. 187). For her skelnes mellem det latinske ”Missio Ad Gentes”, altså ”mission til folkene” og ”Missio Inter Gentes”, dvs. ”mission indefra folkene”. Den mere ligeværdige påvirkning til og fra de mennesker, vi møder i religionernes rejsemønstre, tager udgangspunkt i en fælles søgning efter det guddommelige og – hvis evangeliet om Jesus Kristus giver mening blandt det pågældende folk – bliver dette overført og iført den lokale kulturelle klædedragt.

Det er lige her, den vietnamesiskfødte Peter Phan udfordrer traditionelle missionærer, når han spørger (s. 196):

”Hvad ville missionærer gøre og hvordan ville de handle, hvis de kom til Asien – ikke som forkyndere og undervisere, ikke som proselytende evangelister – men som gæster, hvor ikke-inviterede og uønskede de end måtte være, og helt afhængige af folkenes venlighed og gavmildhed for deres fysiske og åndelige overlevelse? Hvad hvis vi bringer vores kristne tro – ikke som noget, der skal forkyndes og undervises i for at evangelisere og omvende de asiatiske ”gentes”, men som et tegn på vores taknemmelighed for deres gæstfrihed, en gave, som de har en fuldkommen ret til at modtage eller afvise, til at bruge eller forkaste?”

Udfordrer til respektfuld religionsdialog

Med det syn skulle det være muligt at interagere på en respektfuld måde, også selv om man som formidler – og endda missionær – brænder så meget for sit eget budskab, at man virkelig af hjertet ønsker at den anden skal erkende og opleve det.

Moderne Jesus-bevægelser udfordrer til netop dette, og kan man abstrahere fra den mere akademiske gennemgang af mangeartede missiologiske tilgange til den 5. grad af Jesustroende og Jesusfællesskaber i andre religioner og overføre principperne til ens egen religion eller livssyn i forhold til andres mere eller mindre cementerede af slagsen, kan Mogens Mogensens bog inspirere til respektfuld religionsdialog.

Og det er der sandelig brug for i vor tid, hvor netop religiøse forestillinger og dogmer bruges og misbruges til at hævde sig selv, se ned på andre og skabe splid og splittelse mellem befolkningsgrupper.

Mogens S. Mogensen
Moderne Jesus-bevægelser
Dansk Missionsråd 2024