Vaccineflyvninger skal stoppe koppeepidemi i DR Congo

Humanitært flyselskab skal flyve vacciner fra dansk virksomhed til gavn for millioner af mennesker i DR Congo, der risikerer at blive smittet med koppevarianten MPOX.

15-årige Rosine holder sin lille niece, hvor de to er isoleret og bliver vaccineret på Kavumu Hospital i Sydkivu, DR Congo. Foto Jospin Benekire, Unicef.

Lige nu arbejdes på højtryk i MAF Congo for at transportere 250.000 vacciner mod den farlige koppevariant MPOX. MAF er verdens største humanitære flyselskab med 116 små fly på vingerne i 24 udviklingslande verden over.

Vaccinerne er produceret af danske Bavarian Nordic på foranledning af UNICEF, der frygter at epidemien vil koste mange menneskeliv.

De første syv måneder af 2024 havde anslået 8.772 børn fået sygdommen i DR Congo - mere end halvdelen af ​​landets 15.664 samlede rapporterede tilfælde. I alt 548 mennesker er døde, hvoraf 463 er børn.

MPOX er en koppevariant, der tidligere blev kaldt ”abekopper”.

- Dette nye udbrud af MPOX-varianten er endnu en bekymrende trussel for børn og familier, hvor mange allerede lever under igangværende konflikter og fordrivelse, kolera- og polioudbrud og underernæring, siger UNICEFs regionale direktør for Vest- og Centralafrika, Gilles Fagninou.

Nødsituation vækker international bekymring

Koppeepidemien har fået Verdenssundhedsorganisationen WHO til at erklære situationen for ”Public Health Emergency of International Concern (PHEIC), dvs. at den offentlige sundhed befinder sig i en nødsituation, der vækker international bekymring.

Derfor har Bavarian Nordic da også udsat planlagte vaccinationsprogrammer for hurtigt at producere og levere 2 millioner vacciner til DR Congo allerede i år. De 250.000 doser er allerede skippet afsted. Næste år produceres yderligere svimlende 11 millioner doser. 

Dermed skulle der være sat en foreløbig stopper for epidemien. UNICEF vurderer, at der er et presserende behov for tilstrækkelig vaccine til at beskytte op mod 1 million mennesker i højrisikoområderne, mens der kan være behov for op til 10-12 millioner doser i 2025.

Over 20.000 vacciner ankommer i Goma Lufthavn i DR Congo. Foto Jospin Benekire, Unicef.

Vacciner flyves sikkert og nedkølet

Vaccinerne bliver efter planen fløjet af MAF til de værst ramte områder for at bremse og stoppe koppeepidemien. MAF står for Mission Aviation Fellowship og er det humanitært flyselskab på kristent grundlag, der blev etableret af to RAF-piloter umiddelbart efter Anden Verdenskrig.

DR Congos sundhedsmyndigheder vil benytte MAF til at flyve ud til Mai Ndombe, der er en af de mere afsidesliggende områder. Her er der flere landingsbaner til rådighed, som sikrer, at hjælpen kommer så langt ud som muligt.

Hvad betyder det for Bavarian Nordic at vaccinerne bliver fløjet sikkert ud til de ramte befolkninger med MAF? Vi spørger Rolf Sass Sørensen, virksomhedens vicedirektør for investorrelationer.

- Vores job er jo primært at sikre udvikling og produktion af vacciner og stille vacciner til rådighed. Og så prøve at få dem leveret. Vi skal sikre, at det bliver transporteret på en måde, så vaccinerne bliver behandlet ordentligt. Det er jo et følsomt produkt, så det skal transporteres i en vis kulde.

Det er netop MAF’s spidskompetence. Alt sammen for at redde menneskeliv. Det flugter med jeres vision for vaccinationer, ikke?

- Jo, det vil vi bestemt gerne. Det er vigtigt for os, at vores produkter bliver brugt på den rigtige måde til gavn for mennesker.

Satser alt på at imødekomme behovet

De foreløbig 250.000 doser MPOX-vaccinationer er sendt af sted takket være donationer fra EU-kommissionen, den amerikanske regering og Bavarian Nordic selv. Indtil videre er yderligere 500.000 doser finansieret af andre lande.

Der er langt igen til de i alt 13 millioner doser i 2025 og endnu længere, hvis epidemien spreder sig globalt. Men Bavarian Nordic satser på at imødekomme behovet.

- Ligesom under udbruddet i 2022/23 vil vi imødekomme alle anmodninger om vacciner og har allerede sikret os aftaler og indsendt svar på UNICEF-udbuddet, der forhåbentlig vil sikre adgang globalt, fortæller formand og direktør for Bavarian Nordic Paul Chaplin.

- Vi forbliver forpligtet til at sikre lige adgang (til vacciner – red.) enten ved at opprioritere vores egen kapacitet, fremskynde planlagte forbedringer i fremstillingsprocessen og ved at udforske måder at udvide kapaciteten yderligere gennem partnerskaber over hele kloden, tilføjer han.

Bavarian Nordic’s hovedkontor ligger i Hellerup og produktionen i Kvistgaard syd for Helsingør. Derudover har virksomheden kontor, forskning og produktion i bl.a. Tyskland og USA.

Artiklen er skrevet i samarbejde med MAF Danmark.

Forrige
Forrige

Festival stiller skarpt på tendenser i afrikansk litteratur

Næste
Næste

Når hjemmet er trygt, fjernt, smart eller farligt