Vi insisterer på medmenneskelighed – også i 2025

Sameksistens forudsætter, at man over hovedet eksisterer. Derfor protesterer netmagasinet af samme navn mod Israels krig i Gaza, skriver redaktør Svend Løbner i årets første leder.

Svend Løbner er redaktør for netmagasinet Sameksistens. Foto: Michala Linn

Det har nok ikke undgået læsernes opmærksomheden, at netmagasinet Sameksistens især siden 7. oktober 2023 har kritiseret den israelske stats gentagne hævnangreb på Gaza’s hospitaler, skoler og øvrige infrastruktur og ikke mindst den helt grove og uintelligente krigsførelse mod Hamas ved at bombe civile boligområder og endda sætte ild til flygtningelejre.

Konservative tabstal er enorme

Hver gang modtager jeg som redaktør en byge af protester fra, hvad der bedst kan betegnes som zionistiske trolls. Med de sædvanlige argumenter om, at Israel har ret til at forsvare sig selv, at IDF er verdens mest moralske hær, og at Israel er Mellemøstens eneste demokrati.

Det betyder åbenbart ikke noget, at nu 43.000 palæstinensere er dræbt af israelske bombefly og snigskytter. Det er Hamas’ egne opgørelser, og dem kan man ikke regne med, lyder kritikken. Hvortil jeg må svare: Om så tallene reduceres til halvdelen, er det et aldeles uhyrligt hævntogt, Israel har gang i. Og FN kunne allerede ved udgangen af april 2024 offentliggøre en rapport, der opgør antal dræbte til 8.119, omkring 70 procent af dem kvinder og børn.

Det velansete medicinske tidsskrift The Lancet vurderede allerede sidste sommer, at over 180.000 palæstinensere er døde som følge af krigen i Gaza, når alle lig er gravet frem af murbrokkerne, og følgevirkninger og mangel på medicin er talt med.

Også medfølelse med jøder

Er der så ingen medlidenhed til overs for de jødiske gidsler og de jødiske familier, der sørger over de omkring 1.200 familiemedlemmer, der blev dræbt den 7. oktober. Jo, selvfølgelig. Ethvert menneskeliv er uendelig værdifuldt, og enhver menneskeret gælder naturligvis også jøder. Og derfor er også Hamas’ angreb den 7. oktober 2023 – ligesom ethvert angreb, der koster menneskeliv – totalt uacceptabelt.

Alle mennesker er lige, anset etnicitet, religion, kultur, køn, seksuel orientering osv. Og som vi kan læse i interviewet med den indflydelsesrige palæstinensiske teolog Mitri Raheb, er det vigtigste krav ganske enkelt lige rettigheder.

Hvor svært kan det være?

Uimodtagelige for argumenter

Men det er åbenbart ikke nok, at verdens højeste domstol, FN’s Internationale Domstol, ifølge Institut for Menneskerettigheder pålægger Israel at forbedre den humanitære situation i Gaza, straffe folk, der opfordrer til folkedrab, og undlade at ødelægge beviser for folkedrab. Og at Den Internationale Straffedomstol har udstedt arrestordre på Israels premierminister Netanyahu og to af hans ministre.

Det er heller ikke nok, lader det til, at højt respekterede menneskerettighedsorganisationer beviser, at Israel begår folkedrab i Gaza. Rapporter fra Amnesty International og Human Rights Watch taler deres tydelige sprog. Endda organisationer som Røde Kors og FN’s humanitære gren miskrediteres af zionister, selv om organisationerne netop oplever bombninger, ser ødelæggelserne, og endda har mistet egne nødhjælpsarbejdere i krigen.

Læs kritiske jødiske medier

Jeg ved ikke, hvad der skal til, når klare facts, åbenlyse argumenter og rystende billeddokumentation preller af som vand på en gås. Det må være fordi zionister i varierende ekstremisme ikke læser de samme rapporter og ser de samme billeder, som danske medier efter hånden får sig taget sammen til at fortælle og vise. Og måske fordi den israelske propaganda om ”landets selvforsvar, høje moral og velfungerende demokrati” er så massiv, at den almindelige, travle dansker ikke magter at sætte sig ind i andre vinkler.

For at lette processen kommer her en liste med jødiske nyhedsmedier, der fortæller en anden historie eller i det mindste viser flere nuancer:

·        Haaretz

·        Jews Against Genocide

·        Jews For Decolonization

·        Breaking The Silence

·        Jewish Voice for Peace

Netmagasinet Sameksistens insisterer på medmenneskelighed og protesterer derfor mod Israels krig i Gaza og fortsatte overgreb på Vestbredden og i Libanon.

Mennesker skal nemlig kunne eksistere for have mulighed for at sameksistere.

Forrige
Forrige

Ahmad leder efter forsvundne familiemedlemmer på makabre billeder

Næste
Næste

Nytår: Håbet er stærkere end frygten